torsdag den 23. august 2012

Røde mislinger og lammebov....

Jeg har altid ønsket mig et par røde hankatte, så jeg var lykkelig da jeg fik disse to små dejligheder af min søde kollega. Jeg ved ikke lige hvad det er med katte og strikketøjskurve, men hele mit liv har jeg haft begge dele, og de to ting hører bare uløseligt sammen. De to misser er blevet navngivet Seuss og Shakespeare. Det er sønnernes yndlingsforfattere, så de røde mini-misser har virkelig noget at leve op til.
 Bazaren i Odense er et skønt sted at handle. Prøv lige at se hvor mange forskellige slags peberfrugter man kan få. Ja, man kan også få de almindelige firkantede, men her er et udvalg der er meget sjovere og smager lige så godt, selv om de er væsentligt billigere.
 Jeg fik købt en lammebov, da vi skulle have gæster i aften. Jeg var ude og rydde lidt i krydderurtebedet da jeg kom hjem, og så blev der lavet en marinade af citronsaft og skal, olivenolie, mynte, rosmarin, oregano, sar, timian og lidt salt.
 I fadet kom der et par dåser afdryppede kik-ærter, peberfrugter og tomater i tern, og så en del hvidløgsfed og nogle vinsjatter fra en næsten tom flaske og en næsten lige så tom karton.
 Lammet blev ridset godt, og marinaden blev hældt over og gnubbet godt ind i kødet.
 Ind i ovnen med hele molevitten ved 150 grader i 4 timer.  Nøøøj det blev godt. Jeg serverede bare nogle gode oliven og et hjemmebagt brød til. Kødet bliver bare så lækkert og mørt når det bliver langtidsstegt. Man kan trække det af benene med en gaffel og tygge det "med øjenvipperne". Virkelig en skøn måde at lave mad på. Det hele kommer ind i ovnen på en gang, og man kan slappe helt af ind til det hele skal på bordet.
 Vi havde faktisk også fået en nem forret. Røget laks i skiver serveret med en dressing af creme fraiche og wasabi-kavi-art. Det smagte skønt og er noget af det nemmeste man kan servere.
Nu sidder vi alle sammen og nyder et glas rødvin og slår mave oven på den dejligt middag.

Æblegelé og Reine Claude-marmelade.

Jeg er helt sikker på at mine gener altid går amok i eftersommeren. Så er det helt sikkert, at arven fra generationer af jægere og samlere bryder ud i lys lue. Der skal gemmes forråd til en lang, mørk og kold vinter, så jeg finder sylteglassene frem uden tøven.

I weekenden besøgte jeg en veninde der har haven fuld af gamle æbletræer. Æblerne sad tæt og skulle egentlig tyndes ud, så jeg fik uden problemer tiltusket mig en pose fuld af små sure æbler. Så var der ingen vej uden om at lave en masse små fine glas æblegele med vanilje. Uhmmm. Det er smagen af barndom. Den opskrift lærte jeg af min søde mormor og den har fulgt mig hele livet.

 I dag gik turen så ind til bazaren i Odense. Amer har byens bedste grønthandel, og han har altid rigtige grønne Reine Claude-blommer på denne tid af året. Jeg forstår simpelt hen ikke at folk ikke står i kø for at købe dem, men Amer siger at folk tror at de er sure og umodne, fordi rigtige grønne Reine Clauder er meget grønne og kun den halve størrelse af almindlige blommer. Til gengældsmager de intenst af honning, sol og sommer. Tænk sig at den viden er forsvundet i løbet af de par generationer der er gået siden de fleste boede på landet og havde deres egen frugthave.
Jeg halverede og udstenede blommerne og hældte sukker på. 1 del blommer til 3/4 del sukker. Så blev de langsomt varmet op. Jeg tilsætter aldrig vand til min blommemarmelade, for der er rigeligt vand i blommerne. De skal bare have mellem-varme, så de når at smide vandet inden sukkeret brænder på.
 Jeg lod blommerne koge i 10-15 minutter, og så tilsatte jeg rød melatin og kogte hurtigt marmeladen op igen.
Glassene skyllede jeg i atamon, for jeg gider altså ikke muggen marmelade. Og vupti. 7 fine glas dejlig Reine Claude-marmelade. Der findes ikke noget bedre på en nybagt bolle, i pandekager eller i lagkager. Når marmeladen er frisk er den smukt grøn. I løbet af året bliver den mere gullig-brun i farven. Smagen ændrer sig ikke. Vi er netop ved at spise det sidste glas fra sidste år, og den har knap så appetitlig en farve, men den smager stadig vidunderligt.