Helstegt and med kastanje-fars-fyld.

Man behøver ikke altid at servere helstegt and med rødkål og brunede kartofler. I dag serverede jeg alternativ julemiddag til sømanden og de langhårede. Den bestod af helstegt and med fyld af kastanjer og hakket svinekød og indmaden fra anden. Dertil blev der serveret smørstegte hele små kartofler og smørdampede rosenkål og ande-skysovs.

 På billedet kan man se at jeg har fyldt halsskindet og mavsen på anden ud med den lækre fars. Farsen bestod af hakket svinekød, salt, peber, revet løg og hvidløg, frisk hakket timian og rosmarin, æg og et par skiver hvidt brød der var blødt ud i mælk. Da det hele var rørt godt sammen tilsatte jeg indmaden og kastanjerne. Kastanjer kan være et møgarbejde at pille, men jeg havde været så heldig at finde kogte, pillede og vakuumpakkede kastanjer i bazaren. Tænk sig, hvor heldig kan man være? Anden  kom i ovnen ved frokosttid. Den blev smækket ind ved 100 grader og fik lov til at stå sådan ved svag svag varme i en 3 timer. Så skruede jeg op til 120 grader, og lige den sidste times tid kom den op på 165 grader. Jeg ville være helt sikker på at anden var mør og lækker og at fyldet var gennemstegt. Rå fars er ikke særligt sundt, men når kræet har været i ovnen i over 6 timer, har man rimelig sikkerhed for at der ikke er rå fars tilbage.

 En skive kastanjefars med sprødt ande-hals-skind omkring, et stykke andebryst, kogte og smørstegte kartofler og smørdampet rosenkål. Namme-namme-nam.

Udbenet lammesadel.

Vores smukke New Hampshirehøns forsyner os stadig med æg, så her i weekenden fornøjede vi os med æg i bacon-kokotte. Det er ret nemt at lave, men lidt sjovere end de evindelige æg og bacon på panden. Man lægger baconstriber rundt i kanten af en lille kokotte. Giver baconen ca. 5 minutter i ovnen, og så slår man et æg ud i hver kokotte og putter hele herligheden tilbage i ovnen i endnu 5 minutter. Så har man de dejligste små morgenmadsæg.

 Sømanden skal ikke være hjemme i julen, så jeg hygger lidt om ham med god mad her de sidste dage, inden Brasilien kalder igen. I dag lavede jeg lammesadel. Vi havde jo købt et helt dansk lam i efteråret. Jeg udbenede sadlen, dryssede indersiden med hakket hvidløg, hakket timian og rosmarin og salt og peber. Derefter snørede jeg kræet sammen igen efter bedste evne og pyntede af med lidt mere rosmarin og dryssede lidt salt og peber på ydersiden.

 I bunden af fadet kom jeg lidt olivenolie og hvidvin.

 Jeg prøvede at ramme en kernetemperatur på lige godt 60 grader. Det giver en fin rosa lammesteg.

 Så er der serveret. Fine skiver lammesadel, tzatziki, mangosalat, ajvar og hjemmebagt emmer-flutes. Og så lige et glas frisk rødvin. Jamen så bliver det ikke meget bedre.

 Hvis jeg skal sige det selv, og det skal jeg jo, så var det et af mine bedre eksperimenter. Lammesadel er helt klar en festspise.

Og da sømanden jo ikke er hjemme i julen, så blev han begavet med en lille julegave her den første søndag i advent og første december. Det må man godt. Han fik sådan en lille helikopter med kamera. Legebarnet så ud til at more sig fortrinligt. Men det blev lidt livsfarligt ved køkkenbordet, men både de langhårede, sømanden og fruen morede sig, og så gør det ikke noget at man skal passe på flyvende dimser i brødkurven.

Gåseslagtning og hvad tiden ellers gik med...

Jamen jeg ved det godt... Det er lang tid siden. Jeg må have haft en mindre skriveblokering, for det er ikke fordi der ikke er sket en masse.

Sømanden og jeg tog bl.a på en lille miniferie til Schwerin og Berlin. Skønne byer begge to. Her er slottet i Schwerin og nedenunder kan man se fruen posere i Berlin. Bare som bevis på at vi faktisk var afsted.

 Hvir var det dejligt at komme lidt væk fra den daglige trummerum.Og hvor er det skønt at de to langhårede er blevet så store at de kan klare sig selv og dyreholdet et par dage.

 Spist har vi da også. Her er det en gang fiske-deller med asiatisk inspiration. Dellerne er med grøn chili og forårsløg, og dertil ris, mangosalat og en frisk mynte-koriander-dressing.

 Og sømanden og jeg fandt også tid til en gang østers og bobler. Det er jo altid godt med lidt weekendforkælelse, når nu sømanden ikke er hjemme nytårsaften, hvor vi ellers plejer at spise østers.

 Og nede på det jævne så har vi også fået en gang hamburgerryg med kartofler og stuvning. Det er en af sømandens favoritter.

 Jeg har også fået afprøvet den meget omtalte æbletærte med dulche de lette. Jamen det er da en herlig sag. Og så nem at et barn kan lave den. Bare en god tærtedej, æbler der er skåret i både, og så en gang kondenseret mælk ud over. Og så laaaaang tid i ovnen ved svag varme, så mælken kan karamelisere. Ikke dårligt, sagde jyden.

 Og så er der kommet julelys på begge hønsehusene. Det er faktisk lys, der er reddet fra det stormvæltede "fandens spadserestok-træ". Det ser noget så hyggeligt ud.

 Gæssene... ja dette er et billede fra deres sidste aften i dette liv. Nu ligger de noget mere køligt.

 Mine forældre og min søster kom nemlig over og hjalp med den alvorlige sag at få slagtet årets julegæs. Ja, ikke at vi skal spise dem alle 5 på en gang, men 2 af dem skal vi nok få bugt med. Hold da op, hvor er det noget af et arbejde at plukke gæs. Meget værre end høns. De var ellers blevet store og fine af alt det gode korn og havens græs. Faktisk har de holdt græsplænen i ave siden engang i forsommeren. Ikke en eneste gang har jeg slået græs hele sommeren og efteråret. Det er da en kæmpe fordel ved at holde gæs! 

Og nu kan jeg atter læse i aviserne at vi i min familie tilhører et absolut mindretal, når det kommer til julemiddagen. Hos os har den nemlig altid stået på gås juleaften. And er godt. Vi fik da en dejlig andesteg til Mortens-aften, men til jul skal der altså gås på bordet. Ellers er det ikke rigtig jul!

Jeg har også haft tid til at hidse mig op over vores lokale kommunalforvaltning. Faktisk så alvorligt, at jeg skrev et læserbrev der fik en pæn plads i Fyens Stiftstidende. Og journalisten ringede endda og advarede mig om at nu kom det i avisen. Det omhandler vores kommunes noget emsige holdning til hanehold i landzone. Jeg har selv flere store unghaner gående, samt nogle fuldvoksne eksemplarer. Jeg er gået i gang med at slagte dem jeg ikke skal beholde til avlsbrug, men der er da stadig lyd på de haner der er tilbage. Så jeg er taknemmelig for mine dejlige naboer, der ikke farer til kommunen med en klage... Hovedindholdet i mit læserbrev var nemlig om dialog både naboer imellem og forvaltning og borger imellem. Jeg synes tit man oplever at folk bliver så selvcentrerede og snævertsynede at de ikke magter en fornuftig og hyggelig omgang med familie/naboer/kolleger eller hvem de nu støder ind i. Heldigvis er det ikke noget jeg har personlig erfaring med. Her på Ruevej går vi nemlig i stooore sko og giver hinanden plads til at være dem vi er. Det er jeg meget taknemmelig over. 

Rilette på gris og and, rødbedesalat og blomkålscouscous.

Da der var tilbud på and i næsten samtlige butikker jeg bevægede mig ind i her for nyligt blev jeg nødt til at slå til. Jeg elsker andekød... Nogle bryster blev røget, men der var stadig tilbud. Så fandt jeg noget af det gode gåsefedt fra sidste jul frem fra fryseren og lavede confit de canard en dag vi skulle have gæster. Det smager jo altid godt, men nu stod jeg så med alt det dejlige gåsefedt. Så købte jeg nogle flere andelår og bryster, saltede dem og kogte dem sagte i gåsefedt i nogle timer.

 Derefter blev kødet trevlet igennem med et par gafler og smagt til med salt og peber og hældt på glas. Glassene skal proppes godt. Ovenpå kom et lille lag gåsefedt, og så kan sådan en rilette holde i månedsvis i køleskabet. Successen var så overvældende, at jeg også købte en nakkesteg af gris og lavede rilette af. Fremgangsmåden er den samme, og riletten blev mindst lige så god. Jeg skar nakkestegen i store tern, krydrede grisebassen lidt mere end anden. Jeg stødte sezuanpeber, stjerneanis, allehånde og lidt andet i morteren og smurte grisebassen ind i og lod den trække med krydderierne til næste dag, hvor den blev kogt i fedtet. Så blev alt det gode gåsefedt blandet op med husholdningsrester og givet til de altid sultne høns. Hønsene var begejstrede, og lige nu i fældningstiden har de kun godt af lidt ekstra fedt og protein.

Vi andre har nok ikke så meget brug for det ekstra fedt der er i sådan en rilette, men det er en lækker lille ting at stille på frokostbordet når man får gæster eller til en af de mange kommende julefrokoster.

 Efteråret er også tid til de mere grove salater. Min yndlingssalat må næsten være den fine lyserøde rødbedesalat. Normalt er salaten skrigende pink, men da jeg kun har stribede rødbeder i år bliver min salat nærmest barbie-lyserød. Den består af lige dele revne æbler og rødbeder i en dressing af creme fraiche, salt, hvid peber, lidt dijonsennep og så meget friskrevet peberrod man har lyst til. Jeg har lyst til rigtig meget peberrod, men det behøver jo kun være en antydning, hvis man ikke er så glad for smagen. Oven på salaten pynter man af med hakkede valnødder. Det giver både dejlig smag og knas til salaten.

Et af de nyeste hit i familien er blomkålscouscous. Man river simpelthen så meget af et blomkålshoved man har brug for på den grove side af et rivejern. Denne variant er lavet med forårsløg, rød peber og hakkede hasselnødder. Dressingen er lavet på flydende honning, hvidvinseddike, olivenolie, salt og hvid peber. Det smager bare så godt. Jeg er så heldig at have hjemmelavet flydende honning i år. Mine bier må have fundet et lindetræ i nærheden, for det kan give flydende honning. Jeg klager ikke. Det er så dejligt at have sin egen flydende honning. Normalt bliver dansk honning jo temmelig stiv, men den flydende er nemmere at have at gøre med i dressinger m.m. Den tidlige honning fra i år er helt stiv og mere lys. Den er fin på brød og som sødemiddel i kagedej m.m.

Begge salater er gode og grove, og så kan de holde sig en dag eller to i køleskabet, hvis man ikke får spist op. 

Paradisæblegele, kvædegele og kvædebrød.

Den yngste af de langhårede elsker æblegele, men det fik jeg ikke lavet i år. Til gengæld fik jeg tiltusket mig en portion paradisæbler af naboen, og de er mindst lige så fine til gele. Og så er det noget af det nemmeste man kan lave.

 Paradisæblerne skal bare skylles. De skal beholde både kerner og skræl, for det er der meget af pektinen sidder, og det er det der får geleen til at stivne. Så hælder man vand på til det lige knapt dækker og koger  til æblerne er helt most ud. Det tager ikke mere end ca. 20 minutter. Så hælder man æblemosen op i et klæde/en gelepose og lader saften dryppe af til næste dag. Ikke noget med at mose eller mase! Så bliver geleen uklar.

 Så måler man saften op. Der skal 1 til 1 sukker i. Dvs. 1 kg sukker til 1 liter saft. Saft og sukker koges til geleen stivner. Den skal skummes af ind imellem, og man kan faktisk se når det man skummer af bliver stift. Så er geleen klar til at blive hældt på glas. Geleen bliver fint orangerød, og det er fuldstændig underordnet om paradisæblerne er gule eller røde. Dem jeg fik var næsten allesammen gule.

 Den samme fremgangsmåde gør sig næsten gældende med kvæderne. Jeg har en stor kvædebusk/et lille træ i den ene af hønsegårdene. Kvæder har et fint dunlag på skrællen, så jeg skrubber dem lige hurtigt med en vaskesvamp. Så bliver de skåret i kvarter og smidt i gryden.

 Vand på til det næsten dækker. Kvæder skal koge meget længere end paradisæbler. Jeg tror mine kogte i ca. 2½ time.

 Efterhånden som de koger begynder mosen at få en fin gylden farve.

 Så er det samme procedure som med paradisæblerne. Dryppe af, måle op. Sukker på og så koge til saften gelerer.

Jeg er også ved at lave kvædebrød. Den ene plade skal skæres i stykker og rulles i perlemelis, og den anden skal dyppes i mørk chokolade.... uha det bliver godt. Kvædebrød er også forholdsvist nemt at lave, men der er dog lidt mere arbejde i det end med gele. Kvæderne skal have kernehusene og stilke og blomster fjernet, samt evt. urenheder på skrællen. Så skal de koge i flere timer med vand til det knapt dækker. Når kvæderne er ved at være møre kan man si lidt vand fra, så mosen ikke bliver for tynd. Så giver jeg hele balladen en tur med en stavblender, til der ikke er klumper i mosen mere. Også her er forholdet ca 1 til 1 med sukker. Mosen skal koge til de er ret tyk, og man skal passe gevaldigt på at den ikke brænder på. Til slut hælder jeg mosen op i fade, hvor jeg har lagt et stykke bagepapir der er smurt med lidt rapsolie. Så skal mosen lufttørre i flere dage. Man kan evt hjælpe den lidt på vej i en varmtluftsovn ved 50 grader, men også det tager laaang tid. Til slut når mosen er ved at være tør skærer man kvædebrødene i tern og ruller dem i tesukker eller dypper dem i chokolade ligesom konfekt. 

Væg-kød og BLT-sandwich.

Der er mange fordele ved at bo under stråtag. Fantastisk isolation, der giver et dejligt køligt hus om sommeren og et varmt og hyggeligt hus om vinteren. Endnu et gode er det brede tagudhæng. I vores hus er der på øst-siden sat søm i noget af bindingsværket. Gamle søm der må have siddet i træværket i mange mange år. Vi bruger dem til "væg-kød". Det vil sige saltet røget kød der skal hænge og tørre. Der kommer aldrig regn ind på kødet, og temperaturen er næsten altid rimelig fornuftig. 

  Lige med undtagelse af den varmeste sommer og i den koldeste vintertid hænger mit røgede kød og hygger sig på væggen når det skal tørre. Et af mine første forsøg på at røge var blevet meget tørt og salt. Kødet hang på væggen i månedsvis, og jævnligt lød det fra den ældste af de langhårede: "må jeg lige tage noget væg-kød"? Ja selvfølgelig var svaret, og sådan opstod udtrykket væg-kød. Og kødet blev aldrig dårligt. Bare mere og mere tørt. Og fluer og andre insekter går ikke i det. Meget praktisk med det der stråtag. Her er det mine nyrøgede nakkestege der er blevet hængt til tørring.

.

Og hvad kan man så bruge sin nakkesteg til? Hvad med en engelsk BLT? Bacon, Lettuce, Tomato-sandwich. De store fine skiver jeg kunne skære af min røgede nakkesteg blev stegt let på panden, boller blev ristet og så var det ellers bare at tilsætte salatblade, tomatskiver og en god dressing. Behøver jeg at sige, at jeg var køkkenets heltinde, da de to langhårede fandt ud af hvad aftensmaden stod på? Og det var bare godt. Bestemt ikke sidste gang jeg laver en BLT. Tænk sig at få et kindkys af den ældste. Helt frivilligt! Det er stort når knægten er 18. 

Røget nakkesteg.

This is fucking awesome!!!

Undskyld sproget, men det her er altså en af mine større successer. Mine røgede nakkestege er ved at være færdige. Jeg skulle lige se hvor tæt på færdige de var og tog en af dem ind og skar enden af. Jamen det både ser fantastisk ud og smager fantastisk! Nu skal de vist bare hænge og tørre lidt. 

 Slut med fed købebacon der sprutter på panden når alt vandet som slagtefabrikkerne har pumpet ind i det prøver at fordampe og ender med at sprøjte hele køkkenet til, laver sår på ens hænder og arme og ikke engang smager specielt godt. En nakkesteg giver jo det smukkeste magre stykke røget kød man kan forestille sig. Og det kan snildt bruges i stedet for bacon. 

 Ydersiden spiller i de smukkeste gyldenbrune efterårsnuancer. Jamen mor er ikke bare glad. Mor er stolt af sig selv.

 Nå, det hele skal jo ikke gå op i røg. Ha ha. I går plukkede jeg tyttebærrene af de 10 små buske jeg har i surbundsbedet. Tyttebær er den smukkeste plante. Den ligner en lille buksbom, der er besat med de fineste små røde juveler. Jeg syltede tyttebærrene men der var kun nok til godt et halvt glas tyttebærsyltetøj. Endnu en plante jeg vist skal have nogle flere af. Den er jo både yndig at se på og nyttig tilligemed.

Aftensmaden var også delvist hjemmeproduceret. Løgsuppe. Der findes næsten ikke noget bedre når vejret er koldt og gråt. Almindelige zittauerløg, rødløg, hvidløg, timian, rosmarin, laurbærblad og en kvist oregano, en sjat vin og en gang hønse-suppe fra fryseren. Nemmere kan det næsten ikke være. Billigt endda. 

Jeg slutter altid af med at blende min løgsuppe. Jeg ved godt at det ikke er sådan den normalt skal serveres, men jeg må indrømme at jeg har en kræsenhedsting med klare løg. Jeg elsker smagen af løg. Rå løg, stegte løg, ristede løg. Jeg elsker smagen af løg. MEN jeg kan altså ikke klare at tygge i store klare løgstykker. Jeg kan stadig få det helt dårligt ved tanken om barndommens varme kartoffelsalat. Det er godt nok mærkeligt, for jeg sætter glad og gerne tænderne i de mest mærkelige ting såsom snegle, indmad, frølår og hvad man ellers støder på af bizarre ingredienser. Men kogte løg rammer altså en nerve. I det hele taget er kogte grønsager nok ikke lige mig, men så er der heldigvis masser af andre måder at spise grønsager på. Og bare løgene er blevet blendet så glider de fint ned. Så nyder jeg det endda. 

Men vi har vist alle noget vi ikke er så glade for. Da begge de langhårede drenge var små var de konsistens-kræsne. Alt der mindede om grød opfattede de som uspiseligt. Om det var æblegrød, risengrød, flødeskum eller kartoffelmos var fuldstændig underordnet. De ville ikke spise det. Den eneste undtagelse var farmors jordbærgrød. Det er heldigvis blevet bedre, men jeg tror aldrig de kommer til at nyde juleaftens ris a la mande eller spise en portion risengrød. 

Røgede andebryster, røget nakkesteg og nysgerrige høns.

Her den anden dag fandt jeg berberiandebryster aka andepatter på tilbud til 20 kroner stykket. Så måtte jeg i gang med at iværksætte den plan jeg allerede har puslet med et stykke tid. Røgede andebryster... Det lyder da lækkert, ikke? Jeg havde faktisk på det tidspunkt allerede lagt 3 nakkestege i saltlage til senere røgning, så 5 af de billige andepatter røg ned i den samme lage. Den bestod af ca 190 gram salt pr liter vand, et par skefulde sukker, stjerneanis, enebær, allehånde og nelliker. Lidt julet, men det var også planen.

 Andebrysterne fik lov til at ligge i lagen i ca et døgn. Derefter blev de skyllet og fik lov til at tørre i et døgns tid. Så blev de varmrøget i borniak´en ved 75 grader og så var det ellers bare at vente. Jeg har fundet opskrifter hvor andebrysterne kun skulle røge i en halv til en hel time. Den holdt altså ikke på Ruevej. 3 timer fik de, før jeg var tilfreds. Men nu ved jeg også at udenlands fjerkræ såsom andebryster tit indeholder salmonella og campylobacter, så jeg tog ingen chancer mht. varme. Faktisk skruede jeg op til 90 grader den sidste halve time. Resultatet er fremragende. Nøj hvor de smager godt. Den mindste andepat blev noget mørkere på ydersiden end de andre (eller måske er det placeringen i røgeovnen?). Jeg har prøvesmagt et par skiver af både den lille og en af de store. Det her er en oplagt mulighed for fornyelse til de kommende julefrokoster, og en lækker mulighed for at lave and på en anden måde. Og så kan de lige så let røges i en kuglegrill, og så kan næsten alle jo være med.

 Men hov, der kommer jo stadig røg ud af skorstenen....?

 Og dælme om der ikke er helt røget indeni også....

 Jamen de 3 nakkestege skal da også røges. De har ligget i saltlage i 4 døgn, er blevet tørret i 3 døgn og hænger nu og hyggerøger uden varme. Dvs. røgningen foregår ved en temperatur der er en anelse højere end udendørstemperaturen. Jeg har derfor placeret røgeovnen mod nord-vest mellem min lade og hønsehusene. Det er et af de steder på matriklen der er mest skygge. Nu må vi se hvor længe de skal røge, men en 3 døgns tid regner jeg da med. Men jeg bliver nok nødt til at skære en lille skive af for at se om de er færdige. Stegene kan bruges som pålæg, lidt a la hamburgerryg eller som erstatning for bacon når de engang er færdige. Det skal nok blive lækkert.

Imens følger New Hampshire-hønsene og hanerne intenst med i hvad det er jeg foretager mig lige uden for deres hønsegård. Meget mystisk hvad madmor går og laver. De skulle bare vide, skulle de. Jeg overvejer nemlig om røget hønsebryst er lige så lækkert som røget andebryst???

Syltede rødbeder, asier og agurker.

Af en eller anden grund havde jeg fået sået bolchestribede rødbeder i stedet for de flotte højrøde i år. Desværre mister de stribede rødbeder striberne når de bliver kogt. Til gengæld får de de fineste blandede bolche-farver. Kogte og nysmuttede rødbeder er da et festligt syn, ikke?

 Helt til venstre kan man se en lille rå rødbede. De andre er kogte. De spænder fra helt hvide til gule, orange, pink, højrøde og helt til næsten almindelig mørkerød rødebedefarve. Jeg skal helt sikkert servere kogte rødbeder i blandede farver her i efteråret. De er da næsten så flotte at man ikke nænner at spise dem. Men selv om man dyrker beder i spændende farver smager de nu næsten ens alligevel, så det er mest for sjov skyld at man skal gøre det. Jeg har dyrket både gule og orange beder, men de flotteste til syltebrug er de egyptiske meget mørkerøde. Rødbeder afgiver nemlig rigtig meget af deres farve til syltelagen. Allerede i dag kan jeg se at eddiken er blevet kraftigt pink i farven, mens rødbederne er blevet væsentligt blegere. 

 Jeg skar rødbederne i kvarter eller halve alt efter størrelsen og syltede dem med laurbærblade, stjerneanis og peberrod. En god grundregel for eddikesyltning er 2 dele eddike til 1 del sukker. Så kan man eksperimentere med at tilsætte diverse krydderier. Asierne fik en pose syltekrydderier og en dildskærm.

 Agurkerne blev syltet som "polske agurker" efter opskriften i Tørsleffs grønne syltebog. Dem glæder jeg mig til. Jeg får nemlig hele glasset for mig selv. Grunden er, at mændene her i familien lider af en alvorlig genetisk afvigelse, der gør at de ikke kan lide syltede agurker. Stakler. Men så er der flere til mig, og det er jeg slet ikke ked af. Uhm.... nybagt leverpostej med hjemmesyltede agurker. Jeg glæder mig allerede.

For lige at følge op på æblegennemgangen, så kan jeg oplyse at Filippa-æblerne er ved at være modne nu. Så går den årlige kamp om at være hurtigere end hønsene i gang. Filippaæbletræet står nemlig i den ene hønsegård. Filippa er et gammelt fynsk æble. Det er et utroligt kraftigt smagende, velduftende og lækkert æble, og træet er sundt. Filippa er et af mine absolutte yndlingsæbler, så det er noget så dejligt at kunne snuppe sådan et og gnave i sig, men det er nu også et fremragende æble til æblekage. Et super all-round æble som burde stå i hver eneste have i hele landet hvis det stod til mig. 

Ovntørrede tomater, æbleringe og hjemmelavet ketchup.

Umami-smag er så moderne, og hvis man vil lave noget der virkelig giver umamismag, så skal man tørre tomater. Gode solmodne tomater kan man næsten få smidt i nakken lige for tiden, eller man kan plukke løs i drivhuset, hvis man har sådan et, og det er så nemt så nemt. Skær tomaterne i halve eller kvarte alt efter størrelsen. Sprøjt dem ganske lidt med balsamico-eddike og drys med lidt salt og sukker. Jeg drysser også lidt tørret timian og rosmarin på, for det synes jeg klæder tomaterne så godt.

 Efter adskillige timer i varmluftsovn ved 80 grader ser de sådan ud.

 Nu kan man vælge om de skal opbevares i en lufttæt beholder eller ligge og svømme i olivenolie. Jeg vælger det sidste. Den dejlige olie kommer til at smage godt af krydderierne og tomat, så den er rigtig god til at bruge i en salatdressing eller man kan bruge lidt af den til at give smag til en hjemmerørt tomat-mayonaisse. Tomaterne gør sig godt i salater og sandwich, som snacks eller til at fremhæve smagen i en hjemmelavet tomatsovs. 

 De skønne danske æbler fortjener også at blive bevaret. Man får en skøn gang æblechips ved at tørre dem i ovnen. Jeg fjerner kernehuset og skærer æblerne i ringe på mandolinjernet. Derefter dypper jeg æblerne i en sukker-vand-citronsaft-sirup jeg har kogt og som har fået lov til at køle lidt ned. De skal lægges på plader eller riste med bagepapir. De kan godt ligge tæt, men kun i 1 lag. Jeg kan have 5 plader med æbler i ovnen på en gang. De bliver også tørret ved 80 grader varmluft. Hvor længe det tager er afhængig af ovnen og af æblesorten, men 3 timer er nok minimum. Jeg har i denne omgang tørret Gråsten-æbler. Det er vigtigt at vælge æbler med god kraftig smag. De kedelige udenlandske æbler giver kedelige æbleringe. 

 Og så skal de lægges i lufttætte beholdere. De er sprøde og søde og rigtigt lækre at snuppe en af en gang imellem. Både barnebarnet og de langhårede har fundet ud af hvor glasset med æbleringe står...

 I går var jeg i bazaren. Jeg fandt kasser med tomater til kun 40 kr. stykket. I vasken ligger 1 kasse. Det er dælme billigt.

 Den ene kasse blev kvartet og fik kernerne fjernet. I den store suppegryde med dem, sammen med nogle løg i grove tern, nogle æbler i tern, et par chilier uden kerner, 10 fed hvidløg og lidt kanel, nelliker og allehånde. Desuden lidt rørsukker og æbleeddike. Så skulle det bare stå og boble i et par timer.

 Når man har fjernet kernerne er der ingen grund til at si ketchuppen. Det hele fik bare en gang med stavblenderen. Hvis ketchuppen er for tynd, skal den bare stå og småboble lidt længere så den kan koge ind. Men den bliver altså mere stiv når den bliver kold. Man kan prøve at tage en skefuld op på en lille tallerken og lade det køle af for at kontrollere konsistensen. Så er det nu man skal smage på ketchuppen. Skal den have mere sukker, mere syre eller en ekstra gang krydderi? Det er vigtigt at smage sig frem til lige netop den kombination man selv kan lide. Jeg ved ikke hvordan de får ketchuppen så blodrød i industrien. Når jeg laver det bliver det altså mere orange, men det er helt sikkert også mere naturligt. Små børn kan godt få lidt rødt udslet omkring munden når de spiser hjemmelavet ketchup. Det er ikke farligt og går hurtigt væk igen, men den koncentrerede tomatmasse er altså kraftige sager for små mennesker. Men de plejer nu godt at kunne lide ketchuppen, hvis man altså har lavet en nogenlunde børnevenlig version uden alt for meget chili. Amelia fik nu rødt udslet omkring munden i går bare fordi hun gnavede to hele tomater i sig som om det var æbler. Men det var væk på under en time. Så det er altså noget der også er i rå tomater. 

 De fleste af tomaterne fra den anden kasse blev kvartet og fik den sædvanlige krydder-behandling. De står i ovnen og tørrer lige så stille. Tomater skal have noget længere tid i ovnen end æbleringene, så det er smart at fylde ovnen op, når man nu er i gang.

 Jeg fik også købt sylteagurker og asier. De står og trækker i salt til i morgen hvor de skal syltes. Sådan nogle lækkerier er ikke til at købe i almindelige butikker, men de kan altså findes hos de gode etniske grønthandlere. Det er som om man i de kredse ikke har glemt sin barnelærdom angående hvordan man bruger frugt og grønt på samme måde som vi har. Heldigvis kommer jeg jo fra en slægt hvor den slags stadig er helt normalt, men mange kigger underligt på en når man siger man selv sylter frugt og grønt.

Det er vist mere normalt i dag at man er god til selv at lave sushi end at man ved hvordan man sylter agurker eller koger solbærsyltetøj. Mærkeligt.... Især når man tænker på hvor nemt det egentligt er, hvor stor en tilfredsstillelse man får ud af at have lavet det selv, og især når man smager forskellen på købt og hjemmelavet. Og hvis man får lavet for meget, så er sådan et glas hjemmelavet sylt eller et glas tørrede tomater eller æbleringe en fremragende værtindegave/fødselsdagsgave/julegave eller hvad man nu kan finde på. Folk bliver så imponerede. (De skulle bare vide hvor nemt det er). 

God fornøjelse med at prøve selv. Så kan vi jo lære vores børn, hvordan man gør, så den viden ikke går tabt, sådan som den næsten gjorde i løbet af de sidste par generationer.