Tigerungerne i Odense Zoo navngivet

Tigerungerne i Odense Zoo navngivet: Tigerungerne i Odense Zoo fik i dag navne, som P4´s lyttere havde fundet

Nu med Tiger...

Dr P4 Fyn havde udskrevet en konkurrence om at navngive de 2 nye sibiriske tigerunger i Odense Zoo. De skulle have russiske navne og de skulle begynde med d og r. Jeg sendte et par forslag ind, og i dag blev jeg ringet op af P4. Jeg blev inviteret til tiger-dåb!

 Jeg ankom glad og fornøjet. De små tigerunger lå ude i anlægget og hyggede sig med deres mor.

 Familieidyl i tigergården.

 Måltiderne skal passes, også selv om man er en stor og farlig tigerunge.

 P4 Fyn sendte live fra begivenhederne. Vindernavnene blev Dasha til huntigerungen (mit forslag) og Roman-Yuri til hantigerungen.

 Tigrene var ophøjet ligeglade med hurlumhejet. Men sådan er katte jo.

 Far Igor får ikke lov til at gå sammen med mor og børn. Han bryder sig ikke om pjat og leg, så zoo er bange for at han skal skade ungerne. Han blev fodret i går, så i dag lå han bare og sov. Det kræver sin tiger at fordøje adskillige kilo kød.

 Jeg fik et fint bevis for at jeg har adopteret en tiger. Det er så fedt. Jeg har altid syntes tigrene var de smukkeste dyr i zoo, så jeg er rigtig stolt over mit fine bevis og over at de valgte mit navneforslag. 

Hjemme ventede min egen lille stue-tiger. Han var ligeglad med at jeg havde været på tiger-besøg. Bare han får lov til at hygge sig på mit strikketøj, så rager det ham langsomt, at jeg svigter ham lidt til fordel for de store smukke tigre. Men dem må man ikke nusse på maven, så det er nu godt at vi har vores sofatigre derhjemme. Dem må man nemlig nusse lige så tosset de vil. Og når de ikke vil mere, så går de deres vej. 

Den smukkeste blomst, og gris i grønt.

Herude på landet hærger skvalderkålen. Den gror overalt i min have. Og jeg mener virkelig overalt. Den er umulig at styre, og det er dæl´me hårdt arbejde at prøve at holde den bare lidt i skak. I forgårs blev den ældste af de langhårede sendt ud at trimme skvalderkål og brændenælder. Og her på matriklen kan det altså godt kræve ordentligt udstyr at give sig i kast med det projekt. 

Han ser da helt professionel ud, gør han ikke?

 Eden rose. Den dufter desværre ikke så meget, men magen til rose skal man lede længe efter. Dens blomster er store og fyldte som små kålhoveder. Den har fået plads på terrassen og et stativ at gro op ad. Egentlig skulle den skyde lidt i vejret, men det eksemplar jeg har er mere indtillet på at sætte mange og store blomster end at vokse op og blive en voksen rose. Den er tilgivet, for det kommer nok og den er så ualmindelig smuk mens den blomstrer at jeg bliver helt blød i knæene når jeg ser på den.

 Prøv lige at se den umage fjerkræ-søskendeflok. Gæs og kyllinger og edderfugl er lige gamle. De har alle fået en fin og næsten tæt fjerdragt, men hold da op hvor vokser de i forskelligt tempo. Nu er barnevelderkyllinger altså ikke kendt for at vokse specielt hurtigt, men gæssene og anden er da de vildeste når det kommer til vækst. 

 En anden af de smukkeste blomster i mit univers er pæonerne. Både bonderoser og silkepæoner hører til mine absolutte yndlinge. Ved havedøren har jeg et bed der består af mynte, pæoner og lyserøde høstanemoner. Det er alle 3 planter der vokser helt vildt og kan klare det meste. Dejligt med et bed der stort set passer sig selv.

 Jeg lavede gris i grønt den anden dag. Her er det grønne. Krydderurter fra haven og et par hvidløgsfed blev most godt sammen i den lille morter. (Jeg har to stenmortere. Og de er nødt til at være af sten. Jeg har smadret et par stykker af porcelæn i min tid...) Her er det timian, sar, salvie, mynte, rosmarin og løvstikke der får en tur i kværnen.

 Blandingen fra morteren blev rørt med lidt olivenolie og salt og blev smurt ud over en nakkekam. Den røg ind i ovnen i 4 timer ved 170 grader.

 Tilbehøret var en farverig salat af tomat, rødløg, agurk, peberfrugt, hvidløg olivenolie, æbleeddike og salt. Jeg starter altid med at skære tomater og agurk i tern, drysse dem med lidt groft salt og lade dem stå og dryppe af en halv times tid inden jeg blander resten af ingredienserne i. Ellers ender man med en masse væde i bunden af salatskålen, og det er ikke så lækkert som når det hele bare er svøbt ind i lidt olivenolie og eddike.

 Jeg køber dunke med olivenolie på bazaren. 5-liters dunke! De er ikke så handy at håndtere i køkkenet, men sådan en dunk er altså smart at have stående, så man altid har olivenolie i huset. For et par år siden fik jeg en lille olivenoliekande af mine svigerforældre. Det var en souvenir fra en af deres mange ferier, og jeg fik næsten indtryk af at de syntes det var en lidt pinlig gave. Jeg er nu vældig glad for min lille kande. Jeg fylder den op med olie fra dunken og har den stående i køkkenet og bruger den næsten hver dag. Og jeg synes da den er sød at se på. 

 Det er så smart med det der LCHF-mad for tiden. Vores middag med gris i grønt kan vist godt bruges i sådan en diæt. Det er nemlig blomkålsmos og ikke kartoffelmos der er i gryden. Det blev det møreste svinekød og den blødeste mos og så lidt knas og syre fra salaten. 

Og så lige et lille bonus-foto. De langhårede skulle da lige bevise at de godt kan løfte deres mor. Hyyyl.  Jeg er altså ikke en letvægter, så når folk sådan begynder at smide rundt med mig bliver jeg både bange og forfalder til hysterisk latter. Men vi overlevede alle 3. Uden dårlige rygge eller andet til følge.

Vildsvinekøller på grill. Svigersønnen kokkererer.

Svigersønnen inviterede til fødselsdag. Så ved man at man godt kan glæde sig til både en hyggelig dag, og noget spændende og lækker mad.

 Han tændte op i grillen, og det er jo altid et godt tegn.

 Først troede jeg at vi skulle have lammekølle, men næ nej. Et par lækre vildsvinekøller blev smidt i krematoriet.

 Efter små 2 timer kom disse to pragtfulde stykker kød ud af grillen. Jamen mage til lækkert svinekød skulle man da lede længe efter.

 Prinsessen er begyndt at gå. Ja spurte rundt og pille i alt på hendes vej. Moderen får fin motion ved at prøve at holde trit med den lille trold.

 To fluer med et smæk. Fruen af Ruevej med de to langhårede sønner. Og bemærk så lige at min sidelæns-strikkede cardigan er blevet færdig. Det er nu næsten en hel sommerjakke med den længde, men den er bare så fed. Og den har hængt på mine skuldre næsten siden jeg blev færdig med den. Den passer bare så godt til en halvkold sommer som den vi har nu.

Den lille prinsesse skulle lige fodres af inden vi andre skulle spise. Er det ikke smart med sådan et forklæde. Jeg følte mig helt hensat til billedkunstlokalet, men den fungerer altså også genialt som spiseudstyr til en ung dame der er kommet i "ka´ selv, vil selv-aldren".

Stegte makreller, bagte abrikoser, hyldedrik eller bare kald det midsommer.

Jeg vil slet ikke fortælle mine jyske familie hvad makreller koster i Odense, men bare mindes alle de gratis makreller jeg fortærede da jeg arbejdede på fiskefabrik i Skagen i 3 somre i min ungdom. Så kommer udgifterne vist til at gå lige op. Men der er nu ikke noget der siger midsommer som en gang stegte makreller med maverne fulde af dild. Og det eneste tilbehør jeg behøver er nye kartofler med en klat økologisk smør og en god tomatsalat. 

 I de varme lande er abrikoserne ved at være modne på træerne. Og det får vi da heldigvis også glæde af heroppe i nord. Bagte abrikoser er en delikatesse. Jeg halverer og udstener abrikoserne og lægger dem i et fad med skære-siden opad. I hullerme kommer jeg en klat honning, spreder lidt smørklatter ud over og drysser med noget af mit hjemmelavede vaniliesukker og en masse smuttede hakkede mandler. Så skal hele balladen bare i ovnen i et kvarters tid til abrikoserne er bløde og mandlerne begynder at blive gyldne. Så skal det hele serveres med en klat creme fraiche rørt med mere vaniliesukker, eller en klat is eller flødeskum. God appetit.

 I dag kunne vi fornøje os med en gang sen brunch og nyde at begge de langhårede drenge var hjemme en søndag formiddag. Der blev serveret friske spejlæg med solgule blommer, hjemmelavet stegt bacon fra teleskoprøgeovnen, stegte tapas-peberfrugter og hjemmebagt brød. Alle drengene var begejstrede for det hjemmelavede bacon. Det lover godt for min plan om at investere i en større røgeovn. 

 Peberfrugterne er stegt i olivenolie og drysset med en gang havsalt. De smagte rigtig godt. God snack eller som her fint tilbehør til æg og bacon.

 Bagefter smuttede jeg ud  og fik forbrændt mine bare ben af en masse brændenælder, men der skulle da høstes hyldeblomster. De blomstrer sent i år, så jeg kan nok godt nå at lave en portion mere om nogle dage. Jeg laver min hyldedrik med økologisk rørsukker og (selvfølgelig) med økologiske citroner. Jeg vil altså ikke have sprøjterester i min hyldedrik. Og selv om det ser ud som om der ikke er så meget saft, så er det bare fordi jeg har fundet den helt store suppegryde frem til  projektet. 

 Her den anden dag da sluserne åbnede sig, og det blev mørkt som en sommernat midt på dagen var jeg inde i Odense med den ældste af de langhårede. Vi krøb i skjul og fik en frokost i stedet for at blive helt gennemblødte. 

 Asbjørn fik den største gang nachos jeg nogensinde har set.

 Jeg fik en burger som jeg heller ikke kunne spise op. Det er altså spild af mad at servere så store portioner. Selv ikke teenageren kunne komme igennem sin portion. Men det smagte dejligt. Jeg ville bare gerne have mulighed for at vælge en portionsstørrelse der ikke er en havnearbejder værdig.

Til gengæld drak jeg min øl op. Uhm altså. Mørk hvedeøl er bare godt. Efter mit år som au-pair i Syd-Tyskland for snart mange år siden har jeg haft en forkærlighed for hvede-øl. Det var godt nok svært at opdrive i mange år, men nu kan man heldigvis få det alle steder. Det er vel nok dejligt at der endelig er kommet et spændende udvalg af øl på selv den mest ydmyge café. 

Skinkesalat, grill og valmuefest.

Et godt tilbud er jo ikke af vejen, og da min lokale brugs forleden dag solgte noget i nærheden af en meter hamburgerryg for 200 kr, kom der sådan en fætter med ned i indkøbskurven. Jeg ved godt at den med al sandsynlighed kommer fra en tremmegris, men jeg er altså ikke millionær, så der ryger altså også knap så lødige fødevarer ned i indkøbskurven. Hamburgerryggen blev delt, så der kom 2 stykker i fryseren og et stort stykke blev smidt i gryden, så der var til både aftensmad i 2 dage og en skøn skinkesalat. 

 Salaten er lavet på cremefraiche og mayonnaise krydret med salt og hvid peber. Derudover er den proppet med letkogte grønne asparges og purløg fra haven, samt lidt fintsnittede rødløg og hamburgerryg i små tern. Sådan en skefuld på et stykke hjemmebagt brød er bare lykken.

 Til jul fik jeg en bordgrill af mine forældre. Den blev indviet i går. Jeg er ikke helt sikker på hvor funktionel den er. Det er smart at den kan stå på bordet og kan tages med på udflugt, men afstanden fra kul til kød er ikke særlig stor, hvilket giver stor risiko for branket kød.... Men det lykkedes da at lave et fornuftigt måltid mad på den. Inden vi spiste fornøjede sømanden og jeg os med en G&T i sommervarmen. Det er vist min yndlingsdrink. Især når solen skinner. I baggrunden kan man se vores fine brusekabine. I går proklamerede den ældste søn glad, at han havde slået græs i brusekabinen. Ja også i resten af haven da, den ros skal han have, men den sætning med at slå græs i brusekabinen fik godt nok smilet frem.

 Til grillmiddagen havde jeg lavet en salat med perlespelt og asparges og radiser fra haven. Derudover havde jeg plyndret krydderurtebedene for mynte, kinesisk purløg og noget rucola. Det hele blev vendt med olivenolie, citronsaft, hvidløg og salt. Dejlig mættende salat, og der er lidt mere bid i perlespelten end i f.eks. bulgur. 

 Resten af terrassen er inddraget i mandens byggeprojekt. Ja, det var bordet også, indtil jeg beordrede det ryddet, så vi kunne grille. Det gamle toilet står og venter på at blive enten smidt ud, eller midlertidigt installeret igen, så snart det er muligt. Der er ingen af os der er specielt vilde med "festival-skuret". Især ikke i solskin, for så er det en heftig fornøjelse for lugtesansen at sidde derude.

 Der er intet der siger sommer som en mark med valmuer. De er så glade og sarte at se på, og lyser op mod en blå sommerhimmel som intet andet. Der er bare ting man går og glæder sig til kommer tilbage hvert år. De første vintergækker, kørvelblonder i grøftekanterne, syrenernes lilla hække her på Fyn, og valmuernes glade farve. Kornets gyldnen på markerne, roser i fuldt flor og følelsen af at gå ud en efterårsmorgen og snuppe et friskplukket koldt æble der sprøjter af saft og smag. Lykken er virkelig at se naturen, se solen stå op og ned i et farvebrus, nøgne træers grene mod en vinterhimmel, ja virkelig at SE.

Helt vild, og sikkert et uønsket lille stedbarn i  rapsmarken, men sikke et silkeskørt naturen har givet valmuerne. Som min svigermor ville sige med et smil i øjet: De kunne ikke have lavet det bedre i plastic...

Det spirer og gror. I haven og hos fjerkræene.

Dagens radisehøst. Det er ikke fordi der er den helt store smagsforskel, men jeg er barnligt begejstret for at man kan købe poser med radise- og gulerods-frø i forskellige farver. Det er da skønt at kunne hive gule, hvide, røde, pink og lilla radiser op af jorden. 

 En af de få overlevende ting i haven, fra da vi købte stedet her på Ruevej. Min elskede pibeved, eller uægte jasmin, som nogle også kalder den. Den dufter så skønt af sommer og lyse nætter. Det er helt bedøvende.

 Vi overtog huset midt om vinteren, men det første forår plantede jeg de første frugttræer ud. De er ved at blive store, og sikke en høst af blommer vi får i år. Dette er Victoria-blommer. Ikke de bedste spiseblommer, men træet kommer hurtigt i bæring, giver mange frugter og er en glimrende bestøver. 

 Vores nationalæble Gråsten-æblet har jeg plantet 2 af. Det ene købte jeg selv, og det andet forærede min mor mig.  Men det er et æble som smager så fantastisk, at det ikke er for meget med 2 af dem. Det er vist en af de røde

 Og hvis man kan lide røde æbler, så har jeg det rødeste der findes. Selv blomsterne pink og bladribberne er også rødlige. Æblet er mørkerødt og frugtkødet er også rødt. Det er en sjov variant som min planteskolemand syntes var sjov. Han kaldte det for Svensk Vin-æble. Det har ført en lidt ussel og omskiftelig tilværelse siden jeg købte det for et par år siden. Først knækkede der et par grene af, da manden med græsslåmaskinen kom for tæt på, og så blev jeg nødt til at flytte det, da vi satte solceller op. Nu står det lillebitte træ så med sin enlig frugt og gør mig glad. Omend jeg har behandlet det så skidt, vil det alligevel belønne mig med et enkelt æble i år. 

 Pæonerne står i knop og spreder forventningens glæde. Bonderoserne er allerede på deres højeste.

 Eddie og gæssene er begyndt at få fjer. De er ude og hygge sig i haven hver dag, og nu er jeg ikke så bekymret for regnbygerne længere. Og hvis det bliver slemt, kan de krybe i læ under den omvendte trillebør. Den bruger de både som skygge for skrap middagssol og hvis der kommer et skybrud. Godt nok lidt af en interimistisk løsning, men den virker. 

Min flok af levende græsslåmaskiner. Der er efterhånden skabt system i indhegningerne. De små kyllinger er de barneveldere som gæssene og Eddie delte kaninbur med i deres første uge her. Kyllingerne er sikre på at de hører med til gåseflokken. Om det så er et sært søskendeforhold eller om de ser gæssene som en slags forældre-substitutter ved jeg ikke. Men jeg kan ikke lukke gæssene ud i haven uden at kyllingerne vil med. Jo jo. Vi er rummelige på tværs af raceskel her på matriklen. Ikke noget mobberi fordi nogle har platfødder eller en anden farve. Selv den grimme ælling ville have følt sig hjemme her. Bare spørg Eddie, der dog aldrig har været grim. 

De røde brødre.

Vores røde katte-drenge er faktisk blevet et godt års tid gamle. Men lad være med at fortælle det til dem. De må gerne blive ved med at være nogle narrestregs-ballade-fuld knald på-legesyge misser. 

 Shakespeare er en kasse-kat. Hvis der står en kasse et sted i huset, kan man være sikker på at der ikke går mange sekunder, før Shakespeare ligge i den. Nogle gange glemmer han bare hvor stor han er blevet. 

 Jeg skal heller ikke lade mit strikketøj ligge på bordet for længe... Det er såååå blødt mor.

 Seuss har fundet et stykke bobleplast. Han gemmer sig og er helt usynlig... næsten.

Og så til en af dagens mange skin-slåskampe. Et halvt minut senere ligger de og putter sammen igen.

Man keder sig aldrig, når man har katte.