søndag den 1. december 2013

Udbenet lammesadel.

Vores smukke New Hampshirehøns forsyner os stadig med æg, så her i weekenden fornøjede vi os med æg i bacon-kokotte. Det er ret nemt at lave, men lidt sjovere end de evindelige æg og bacon på panden. Man lægger baconstriber rundt i kanten af en lille kokotte. Giver baconen ca. 5 minutter i ovnen, og så slår man et æg ud i hver kokotte og putter hele herligheden tilbage i ovnen i endnu 5 minutter. Så har man de dejligste små morgenmadsæg.
 Sømanden skal ikke være hjemme i julen, så jeg hygger lidt om ham med god mad her de sidste dage, inden Brasilien kalder igen. I dag lavede jeg lammesadel. Vi havde jo købt et helt dansk lam i efteråret. Jeg udbenede sadlen, dryssede indersiden med hakket hvidløg, hakket timian og rosmarin og salt og peber. Derefter snørede jeg kræet sammen igen efter bedste evne og pyntede af med lidt mere rosmarin og dryssede lidt salt og peber på ydersiden.
 I bunden af fadet kom jeg lidt olivenolie og hvidvin.
 Jeg prøvede at ramme en kernetemperatur på lige godt 60 grader. Det giver en fin rosa lammesteg.
 Så er der serveret. Fine skiver lammesadel, tzatziki, mangosalat, ajvar og hjemmebagt emmer-flutes. Og så lige et glas frisk rødvin. Jamen så bliver det ikke meget bedre.
 Hvis jeg skal sige det selv, og det skal jeg jo, så var det et af mine bedre eksperimenter. Lammesadel er helt klar en festspise.
Og da sømanden jo ikke er hjemme i julen, så blev han begavet med en lille julegave her den første søndag i advent og første december. Det må man godt. Han fik sådan en lille helikopter med kamera. Legebarnet så ud til at more sig fortrinligt. Men det blev lidt livsfarligt ved køkkenbordet, men både de langhårede, sømanden og fruen morede sig, og så gør det ikke noget at man skal passe på flyvende dimser i brødkurven.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.