onsdag den 18. september 2013

Vindruesaft og vindruegelé.

Har I en vindrueplante i drivhuset? Hvis I har, så har I sikkert også alt alt for mange vindruer til at man kan nå at spise dem allesammen. Nogle giver jeg til hønsene, men jeg plukker også en spandfuld hvert år som bliver til saft og gelé. Min vindrueplante er en helt almindelig Schuyler, som kan fås i næsten alle planteskoler m.m. 
 Op i håndvasken, hvor de bliver skyllet og ribbet.

 7 liter vindruer blev det til. De blev kogt op med en halv liter vand og stod og boblede i en god halv times tid, til bærrene var bristet og havde afgivet deres saft, smag og farve. 
 Først tog jeg en portion saft fra til gelé. 1½ liter saft. Jeg rørte 1½ brev gul melatin og et par teskefulde citronsyre i saften, kogte den op og tilsatte ca. 1 kg sukker. Så kogte jeg det op igen og lod det småboble i ca. 10 minutter.
 Derefter blev geléen skummet og hældt på glas.
 Resten af saften blev siet og kogt op med sukker. 3½ liter saft til ca. 3 kg sukker. Det giver 5 liter saft til saftevand.
 Dagens omgang til fadeburet. 5 liter saft og 4½ glas gelé. Glas og flasker skyllede jeg i atamon. Man kan også skylle i sprut, hvis man ikke bryder sig om at bruge atamon.
Farven er smuk rød. Billedet giver lidt genskær og er ikke helt skarpt, men hvis jeg tager et billede hvor man ikke kan se lyset igennem saften og geléen, ser det næsten helt sort ud. Alle bærresterne blev smidt ud til hønsene og gæssene. Det blev de meget fornøjede over! Der går ikke meget til spilde her i huset.

5 kommentarer:

  1. Det skal jeg prøve. er det ikke meget sukker i saften? 3 KG til 3.5 Liter?

    SvarSlet
  2. Brug 200-300g sukker pr. liter saft, smag på det og vurder om der skal mere i.

    Vindruers kød (og saft) kan blive misfarvet når det får luft, så pres gerne en citron ud over druerne, inden de sættes i kog. Så undgår du også brug af citronsyre i geléen.

    SvarSlet
  3. Hvor lang tid kan saftevandet holde sig?

    SvarSlet
    Svar
    1. Saftevandet (altså efter det er kogt og sødet med sukker) kan i køleskab holde sig i ca. 1-2 uger i en tæt lukkende kande/flaske (eller anden beholder).

      Opbevar ALDRIG i metalbeholdere (gælder specielt aluminium, da frugtsyre angriber metallet).

      Slet
  4. Prøvet at finde ud af om man kan koge gele op igen

    SvarSlet

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.