torsdag den 4. juli 2013

Jordbærsyltetøj med lime og hyldeblomster.

Den yngste af de langhårede drenge er svært glad for hjemmelavet syltetøj, så i dag besluttede jeg mig for at lære den unge mand at lave jordbærsyltetøj. Jeg laver alt muligt syltetøj, men jordbær er tricky. Dels så safter jordbær helt enormt, så man kan ende med en hel masse jordbærgele med nogle få stykker jordbær i, og dels så kan jordbær godt gå hen at blive vammeltsøde, hvis man ikke gør noget ved dem.
 Vi købte 4 bakker jordbær. (Ja, købte. Høns og jordbær er en kombination der ikke giver mange bær til ejeren af jordbærplanter og høns.) Bærrene (som den langhårede rettede mig og sagde faktisk er nødder!) blev renset og skåret i halve/kvarter alt efter størrelsen. Så blev de kogt op med 1½ kg sukker og skallen fra 3 limefrugter. Da det havde kogt i ca 20 minutter tilsatte jeg saften fra de 3 lime og saft fra 1 citron. Derefter siede jeg jordbærrene. Det blev til en hel literflaske saft, og der var stadig saft nok til at jordbærrene kunne svømme. Syltetøjet blev jævnet med lidt rød melatin, tilsat lidt friske hyldeblomster og hældt i atamonskyllede  glas.
 4 glas dejligt jordbærsyltetøj lige klar til en franskbrødsmad eller en pandekage, og bonuspræmien er en gang superlækker jordbærsaft. Det er  jordbærsyltetøj der garanteret ikke bliver for sød til mig. 
 Imens jeg opdrager den unge mand, så han kan blive en gevinst for en kommende partner (hæ hæ) knokler manden i huset med badeværelset. Væggene er blevet ribbet for puds, væv og maling og bliver nu spartlet op igen. Læg lige mærke til de smukke gamle mursten.
Den kommende brusekabine. Den ene væg er pudset mens den anden fremviser de smukke gamle mursten. Jeg blev helt i tvivl om de skulle bevares sådan, men det er et vådrum, så der blev pudset og nu kan jeg så bare glæde mig over at det hele bliver så fint så fint. Og smile lidt fordi jeg ved at der gemmer sig den smukkeste murstensvæg inde bag ved alt det grå. De to vandslanger, der stikker ud af væggen, går ud gennem et hul i muren og ud til brusekabinen i haven. Jow jow. Fine forhold. Vi har både varmt og kold koldt vand i vores have-bad.

2 kommentarer:

  1. Det er nemlig rigtigt at jordbær er nødder (gad vide om ham den langhårede søn studerer biologi?) !!
    Tak for opskrift :)

    SvarSlet
  2. Næ, han bliver såmænd 13 om et par uger. Men det kan da komme det der med biologien.

    SvarSlet

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.