Nogen gange er der lyde som man bare ved ikke hører sig til i ens hus. I går aftes hørte jeg tydeligt lyden af sådan et pibe-dyr som man giver hunde at fornøje sig med. Men da jeg hverken har hund eller pibedyr, måtte lyden jo komme fra noget andet. Og ganske rigtigt. Seuss kom stolt spankulerende med "pibe-dyret", som jeg senere har identificeret som en rødmus på grund af dens korte hale.
Hver gang den fik et dask, eller Seuss bed lidt til lød der et højst utilfreds piv-piv. Nu bor jeg jo på landet, så det med at få ondt af musen er ikke noget jeg kan bruge til noget. Det er dog en noget brutal måde katte leger med deres bytte på, men sådan er nu naturens gang.
Jagten gik i både stue og køkken. Og storebror Shakespeare fik ikke lov til at komme i nærheden af det nye legetøj. (Seuss og Shakespeare er lige gamle, men Shakespeare har altid været den største af de to).
Selvfølgelig var bette-missen stolt af sig selv og dens nyfundne talent, men jeg var nu også godt tilfreds. En af grundene til at have katte herude på landet er jo at de skal minimere muse-bestanden. Jeg gider altså ikke ofre mit dyre hønsefoder til opfedning af områdets musepopulation. At ingen af kattene så havde gidet at gøre arbejdet færdigt og æde musen er jo i den forbindelse ligemeget. Men i morges måtte jeg smide muse-kadaveret i skraldespanden. Men den del af processen lærer de vel senere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.