tirsdag den 18. december 2012

Ginger-shortbread, honningkager og suppe på en pølsepind.

Nogen gange er man bare heldig. Jeg faldt over en opskrift på short-bread, men modifiserede den en anelse, og resultatet er nogle småkager der bare smager himmelsk. De ser måske ikke så spændende ud, men smager sprødt af smør og ingefær. Opskriften er så simpel som noget. Man pisker 250 gr blødt smør med 90 gr sukker og derefter tilsætter man 250 gr mel, et nip salt og en teskefuld tørret ingefær. Når dejen har samlet sig ruller man den i en pølse og smider den i køleskabet en times tid. Derefter skæres småkagerne i ikke for tynde skiver og bages ca. 10 minutter ved 175 grader. Kan det være nemmere? Ja, de skal lige køle af på en rist og så er der småkager alle vil elske dig for at have lavet. 
 Den yngste af de langhårede skal holde julefrokost i klassen i morgen. Og i et anfald af præstations-overflod lovede jeg at bage småkager til hele klassen. Heldigvis havde jeg en rulle brunkagedej og den sidste halvdel af honningkagedejen til overs, så tidligt i morges gik jeg i gang med først at lave dej til ovennævnte shortbreads, og bage brunkager og honningkager og til sidst shortbread´ene efter at dejen havde været på køl. Kl. 9 var jeg færdig, og jeg tror jeg havde fået 15 plader småkager kørt gennem ovnen. 
 Den portion fine honningkager kan ungerne vist godt være tjent med. Der er en form for enhver smag. Grisebasser, ænder og fisk, klokker, stjerner, måner, stjerneskud, hjerter og juletræer. Og denne gang brugte jeg ikke engang alle formene. 
Den anden dag da jeg kogte suppe blev det til "ryd for rester-suppe". Det meste af kødet fra hønsene røg i fryseren sammen med 2 liter suppe. Resten af suppen blev kogt op med lidt af hønsekødet samt indmaden der var skåret i små stykker, en rest makaroni-suppehorn og en rest hakket frisk grønkål. Grønkålen kom kun lige ned og vende i varmen inden suppen blev serveret. Det smagte faktisk rigtig godt, når kålen ikke var helt kogt i smadder. Nem og nærende vintersuppe. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.