torsdag den 23. august 2012

Røde mislinger og lammebov....

Jeg har altid ønsket mig et par røde hankatte, så jeg var lykkelig da jeg fik disse to små dejligheder af min søde kollega. Jeg ved ikke lige hvad det er med katte og strikketøjskurve, men hele mit liv har jeg haft begge dele, og de to ting hører bare uløseligt sammen. De to misser er blevet navngivet Seuss og Shakespeare. Det er sønnernes yndlingsforfattere, så de røde mini-misser har virkelig noget at leve op til.
 Bazaren i Odense er et skønt sted at handle. Prøv lige at se hvor mange forskellige slags peberfrugter man kan få. Ja, man kan også få de almindelige firkantede, men her er et udvalg der er meget sjovere og smager lige så godt, selv om de er væsentligt billigere.
 Jeg fik købt en lammebov, da vi skulle have gæster i aften. Jeg var ude og rydde lidt i krydderurtebedet da jeg kom hjem, og så blev der lavet en marinade af citronsaft og skal, olivenolie, mynte, rosmarin, oregano, sar, timian og lidt salt.
 I fadet kom der et par dåser afdryppede kik-ærter, peberfrugter og tomater i tern, og så en del hvidløgsfed og nogle vinsjatter fra en næsten tom flaske og en næsten lige så tom karton.
 Lammet blev ridset godt, og marinaden blev hældt over og gnubbet godt ind i kødet.
 Ind i ovnen med hele molevitten ved 150 grader i 4 timer.  Nøøøj det blev godt. Jeg serverede bare nogle gode oliven og et hjemmebagt brød til. Kødet bliver bare så lækkert og mørt når det bliver langtidsstegt. Man kan trække det af benene med en gaffel og tygge det "med øjenvipperne". Virkelig en skøn måde at lave mad på. Det hele kommer ind i ovnen på en gang, og man kan slappe helt af ind til det hele skal på bordet.
 Vi havde faktisk også fået en nem forret. Røget laks i skiver serveret med en dressing af creme fraiche og wasabi-kavi-art. Det smagte skønt og er noget af det nemmeste man kan servere.
Nu sidder vi alle sammen og nyder et glas rødvin og slår mave oven på den dejligt middag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.