Syltede rødbeder, asier og agurker.

Af en eller anden grund havde jeg fået sået bolchestribede rødbeder i stedet for de flotte højrøde i år. Desværre mister de stribede rødbeder striberne når de bliver kogt. Til gengæld får de de fineste blandede bolche-farver. Kogte og nysmuttede rødbeder er da et festligt syn, ikke?

 Helt til venstre kan man se en lille rå rødbede. De andre er kogte. De spænder fra helt hvide til gule, orange, pink, højrøde og helt til næsten almindelig mørkerød rødebedefarve. Jeg skal helt sikkert servere kogte rødbeder i blandede farver her i efteråret. De er da næsten så flotte at man ikke nænner at spise dem. Men selv om man dyrker beder i spændende farver smager de nu næsten ens alligevel, så det er mest for sjov skyld at man skal gøre det. Jeg har dyrket både gule og orange beder, men de flotteste til syltebrug er de egyptiske meget mørkerøde. Rødbeder afgiver nemlig rigtig meget af deres farve til syltelagen. Allerede i dag kan jeg se at eddiken er blevet kraftigt pink i farven, mens rødbederne er blevet væsentligt blegere. 

 Jeg skar rødbederne i kvarter eller halve alt efter størrelsen og syltede dem med laurbærblade, stjerneanis og peberrod. En god grundregel for eddikesyltning er 2 dele eddike til 1 del sukker. Så kan man eksperimentere med at tilsætte diverse krydderier. Asierne fik en pose syltekrydderier og en dildskærm.

 Agurkerne blev syltet som "polske agurker" efter opskriften i Tørsleffs grønne syltebog. Dem glæder jeg mig til. Jeg får nemlig hele glasset for mig selv. Grunden er, at mændene her i familien lider af en alvorlig genetisk afvigelse, der gør at de ikke kan lide syltede agurker. Stakler. Men så er der flere til mig, og det er jeg slet ikke ked af. Uhm.... nybagt leverpostej med hjemmesyltede agurker. Jeg glæder mig allerede.

For lige at følge op på æblegennemgangen, så kan jeg oplyse at Filippa-æblerne er ved at være modne nu. Så går den årlige kamp om at være hurtigere end hønsene i gang. Filippaæbletræet står nemlig i den ene hønsegård. Filippa er et gammelt fynsk æble. Det er et utroligt kraftigt smagende, velduftende og lækkert æble, og træet er sundt. Filippa er et af mine absolutte yndlingsæbler, så det er noget så dejligt at kunne snuppe sådan et og gnave i sig, men det er nu også et fremragende æble til æblekage. Et super all-round æble som burde stå i hver eneste have i hele landet hvis det stod til mig. 

Ovntørrede tomater, æbleringe og hjemmelavet ketchup.

Umami-smag er så moderne, og hvis man vil lave noget der virkelig giver umamismag, så skal man tørre tomater. Gode solmodne tomater kan man næsten få smidt i nakken lige for tiden, eller man kan plukke løs i drivhuset, hvis man har sådan et, og det er så nemt så nemt. Skær tomaterne i halve eller kvarte alt efter størrelsen. Sprøjt dem ganske lidt med balsamico-eddike og drys med lidt salt og sukker. Jeg drysser også lidt tørret timian og rosmarin på, for det synes jeg klæder tomaterne så godt.

 Efter adskillige timer i varmluftsovn ved 80 grader ser de sådan ud.

 Nu kan man vælge om de skal opbevares i en lufttæt beholder eller ligge og svømme i olivenolie. Jeg vælger det sidste. Den dejlige olie kommer til at smage godt af krydderierne og tomat, så den er rigtig god til at bruge i en salatdressing eller man kan bruge lidt af den til at give smag til en hjemmerørt tomat-mayonaisse. Tomaterne gør sig godt i salater og sandwich, som snacks eller til at fremhæve smagen i en hjemmelavet tomatsovs. 

 De skønne danske æbler fortjener også at blive bevaret. Man får en skøn gang æblechips ved at tørre dem i ovnen. Jeg fjerner kernehuset og skærer æblerne i ringe på mandolinjernet. Derefter dypper jeg æblerne i en sukker-vand-citronsaft-sirup jeg har kogt og som har fået lov til at køle lidt ned. De skal lægges på plader eller riste med bagepapir. De kan godt ligge tæt, men kun i 1 lag. Jeg kan have 5 plader med æbler i ovnen på en gang. De bliver også tørret ved 80 grader varmluft. Hvor længe det tager er afhængig af ovnen og af æblesorten, men 3 timer er nok minimum. Jeg har i denne omgang tørret Gråsten-æbler. Det er vigtigt at vælge æbler med god kraftig smag. De kedelige udenlandske æbler giver kedelige æbleringe. 

 Og så skal de lægges i lufttætte beholdere. De er sprøde og søde og rigtigt lækre at snuppe en af en gang imellem. Både barnebarnet og de langhårede har fundet ud af hvor glasset med æbleringe står...

 I går var jeg i bazaren. Jeg fandt kasser med tomater til kun 40 kr. stykket. I vasken ligger 1 kasse. Det er dælme billigt.

 Den ene kasse blev kvartet og fik kernerne fjernet. I den store suppegryde med dem, sammen med nogle løg i grove tern, nogle æbler i tern, et par chilier uden kerner, 10 fed hvidløg og lidt kanel, nelliker og allehånde. Desuden lidt rørsukker og æbleeddike. Så skulle det bare stå og boble i et par timer.

 Når man har fjernet kernerne er der ingen grund til at si ketchuppen. Det hele fik bare en gang med stavblenderen. Hvis ketchuppen er for tynd, skal den bare stå og småboble lidt længere så den kan koge ind. Men den bliver altså mere stiv når den bliver kold. Man kan prøve at tage en skefuld op på en lille tallerken og lade det køle af for at kontrollere konsistensen. Så er det nu man skal smage på ketchuppen. Skal den have mere sukker, mere syre eller en ekstra gang krydderi? Det er vigtigt at smage sig frem til lige netop den kombination man selv kan lide. Jeg ved ikke hvordan de får ketchuppen så blodrød i industrien. Når jeg laver det bliver det altså mere orange, men det er helt sikkert også mere naturligt. Små børn kan godt få lidt rødt udslet omkring munden når de spiser hjemmelavet ketchup. Det er ikke farligt og går hurtigt væk igen, men den koncentrerede tomatmasse er altså kraftige sager for små mennesker. Men de plejer nu godt at kunne lide ketchuppen, hvis man altså har lavet en nogenlunde børnevenlig version uden alt for meget chili. Amelia fik nu rødt udslet omkring munden i går bare fordi hun gnavede to hele tomater i sig som om det var æbler. Men det var væk på under en time. Så det er altså noget der også er i rå tomater. 

 De fleste af tomaterne fra den anden kasse blev kvartet og fik den sædvanlige krydder-behandling. De står i ovnen og tørrer lige så stille. Tomater skal have noget længere tid i ovnen end æbleringene, så det er smart at fylde ovnen op, når man nu er i gang.

 Jeg fik også købt sylteagurker og asier. De står og trækker i salt til i morgen hvor de skal syltes. Sådan nogle lækkerier er ikke til at købe i almindelige butikker, men de kan altså findes hos de gode etniske grønthandlere. Det er som om man i de kredse ikke har glemt sin barnelærdom angående hvordan man bruger frugt og grønt på samme måde som vi har. Heldigvis kommer jeg jo fra en slægt hvor den slags stadig er helt normalt, men mange kigger underligt på en når man siger man selv sylter frugt og grønt.

Det er vist mere normalt i dag at man er god til selv at lave sushi end at man ved hvordan man sylter agurker eller koger solbærsyltetøj. Mærkeligt.... Især når man tænker på hvor nemt det egentligt er, hvor stor en tilfredsstillelse man får ud af at have lavet det selv, og især når man smager forskellen på købt og hjemmelavet. Og hvis man får lavet for meget, så er sådan et glas hjemmelavet sylt eller et glas tørrede tomater eller æbleringe en fremragende værtindegave/fødselsdagsgave/julegave eller hvad man nu kan finde på. Folk bliver så imponerede. (De skulle bare vide hvor nemt det er). 

God fornøjelse med at prøve selv. Så kan vi jo lære vores børn, hvordan man gør, så den viden ikke går tabt, sådan som den næsten gjorde i løbet af de sidste par generationer.

Blommechutney.

Jeg har et Victoria-blommetræ. Det er ikke verdens bedste blommer, men der kommer altid mange blommer på træet, og det er en rigtig god bestøver til andre blommesorter. Vi kan vist heller ikke nå at spise alle blommerne, så jeg gik ud og hentede en stor skålfuld.

 En lille håndfuld blev taget fra, så vi kan sidde og spise dem i sofaen i aften. Prøv at se den sjove dobbelt-blomme til venstre.

 Resten blev halveret, fik stenen taget ud og blev puttet i den store syltegryde. Jeg havde bestemt mig for at lave chutney, så jeg ryddede haven og køkkenskabene for hvad jeg skulle bruge. Masser af løg blev hakket groft. Der blev også hentet et par chilier i drivhuset og nogle hvidløgsfed blev snittet i tern. Et par æbler fra haven fik samme tur. I skabene fandt jeg korianderfrø, en kanelstang, en stjerneanis, nogle grønne kardemommekapsler og lidt hel allehånde.Ned til blommerne med det hele. Et par skefulde groft salt, en del sukker, en håndfuld rosiner og en halv flaske æbleeddike røg ned til de smukke blommer. Så fik det hele lov til at koge stille og roligt i en lille times tid. Af og til smagte jeg på chutneyen, for jeg vil have den skal være både sød, sur, lidt salt og ret stærk. Når man laver den slags ting, er det fint at tage udgangspunkt i en spændende opskrift, men det er endnu vigtigere at smage til selv, så den bliver lige som man selv bedst kan lide sin chutney. Det samme kan jo siges om det meste mad... men få tænker over hvor vigtigt det er at smage til undervejs. Min chutney blev f.eks.  undervejs beriget med lidt mere chili og eddike.

 3 store glas og et lille glas smuk gylden chutney blev det til. Mere chutney spiser vi nok heller ikke på et års tid, men ellers er det jo nemt at lave mere næste år.

 Imens jeg huserede i køkkenet samlede Per og Harald en ny cykel til Harald. Han vokser helt vildt lige for tiden, så den gamle duede ikke mere. Han sad nærmest med knæene oppe omkring ørerne, når han kørte på den.

Den nye passer meget bedre.

Vindruesaft og vindruegelé.

Har I en vindrueplante i drivhuset? Hvis I har, så har I sikkert også alt alt for mange vindruer til at man kan nå at spise dem allesammen. Nogle giver jeg til hønsene, men jeg plukker også en spandfuld hvert år som bliver til saft og gelé. Min vindrueplante er en helt almindelig Schuyler, som kan fås i næsten alle planteskoler m.m. 

 Op i håndvasken, hvor de bliver skyllet og ribbet.

 7 liter vindruer blev det til. De blev kogt op med en halv liter vand og stod og boblede i en god halv times tid, til bærrene var bristet og havde afgivet deres saft, smag og farve. 

 Først tog jeg en portion saft fra til gelé. 1½ liter saft. Jeg rørte 1½ brev gul melatin og et par teskefulde citronsyre i saften, kogte den op og tilsatte ca. 1 kg sukker. Så kogte jeg det op igen og lod det småboble i ca. 10 minutter.

 Derefter blev geléen skummet og hældt på glas.

 Resten af saften blev siet og kogt op med sukker. 3½ liter saft til ca. 3 kg sukker. Det giver 5 liter saft til saftevand.

 Dagens omgang til fadeburet. 5 liter saft og 4½ glas gelé. Glas og flasker skyllede jeg i atamon. Man kan også skylle i sprut, hvis man ikke bryder sig om at bruge atamon.

Farven er smuk rød. Billedet giver lidt genskær og er ikke helt skarpt, men hvis jeg tager et billede hvor man ikke kan se lyset igennem saften og geléen, ser det næsten helt sort ud. Alle bærresterne blev smidt ud til hønsene og gæssene. Det blev de meget fornøjede over! Der går ikke meget til spilde her i huset.

September-æbler.

Vi har allesammen vores kæpheste, og et af mine er som bekendt æg, men et andet er æbler. (Måske kan jeg bare godt lide ord der starter med æ?) Jeg synes det er vanvittigt, tåbeligt og uholdbart, at man ikke kan købe danske æbler i butikkerne næsten hele året. Fra august til maj-juni burde det være muligt at købe gode danske usprøjtede æbler. Vi har sorter der modner i hele den sæson. Men desværre vil folk hellere købe kedeligt smagende lyserøde æbler fra New Zealand eller Brasilien... Jeg fatter det ikke. 

Nu bor jeg heldigvis på landet, og har mulighed for selv at gøre noget ved problemet. Jeg har plantet æbletræer i massevis. Og jeg har plantet træer på enten vildstamme eller M26 eller MM 106. Det vil sige træer der bliver store. Så engang må jeg til at bruge stige, og allerede i år kommer jeg til at bruge min frugtplukker. Men så holder træerne helt sikkert også min levetid ud, og jeg synes at et stort gammelt æbletræ er noget af det smukkeste man kan have i sin have. 

Her er nogle af de æbler vi spiser lige nu:

 Guldborg-æblet. Smukt, sødt og sprødt. Et rigtig dejligt spiseæble.

 Ugerløseæblet. Helt lyst gul-grønt. Lige nu er det helt på toppen og smager skønt. Men det bliver melet og kedeligt når det bliver rigtig gult og modent.

 Rød Gråsten. Danmarks nationalæble! Måske det bedste æble at plukke og spise frisk fra træet, men også et fremragende madæble. En af de få sorter, hvor jeg har 2 træer.

Dagens høst. Plukket i regnvejr. Sådanne æbler har meget mere smag, saft og kraft end et købeæble. Nøjagtig ligesom æg og kyllinger.

Andre gode æbler i september er Rød Ananas og Discovery. Rød Ananas har jeg, men jeg måtte plante et nyt træ, da det gamle døde, og det nye er ikke begyndt at bære endnu. Discovery har jeg haft, men det fik kræft på stammen, så det blev fældet og brændt. 

Min liste over æbletræer i haven ser ud som følger: Rød Ananas, Guldborg, Ugerløse æble, Rød Gråsten, Aroma, Rød høst Calvil, Signe Tillisch, Kronprins Frederiks Taffelæble, Flaskeæble, Filippa, Belle de Boskoop (rød), Høve Reinette, Bodil Neergaard, Berner Rosenæble, Dronning Louise, Ananas Reinette,  og et æble der er opkaldt efter min mormor og derfor hedder Kirstine. Listen dækker æbler der modner fra september til engang i maj og er listet nogenlunde i rækkefølge efter hvornår de er modne og spiseklare. Kirstine er modent i september-oktober.  I sommermånederne kan jeg godt finde andre frugter og bær at spise.

Coq au vin.

Der er intet der smager så godt som ens egne hanekyllinger. Da vi fik familiebesøg i fredags tog jeg de sidste to barnevelderhaner fra sidste år op af fryseren. Der skal jo gøres plads til dette års hanekyllinger i fryseren.

 Først ristede jeg bacontern, champignoner og skalotteløg af i gryden. Derefter brunede jeg mine kyllingestykker og kom de andre ting tilbage i gryden, hældte godt med kraftig rødvin ned til puttehanerne, krydrede med salt og peber og hentede lidt timian, rosmarin i haven til at give lidt ekstra smag. Så lod jeg hanerne stå og hygge sig i den sorte gryde i et par timer. Ja, det er hjemmeavlede haner, og de kræver tid og tålmodighed både under opvæksten som tager godt et halvt år men også når de skal tilberedes.

 Der blev skrællet kartofler til den store guldmedalje. Og lavet smørlækker blød og cremet kartoffelmos.

 Og så er der serveret. Svigersønnen tog 5 gange... Kødet faldt fra benene og smagen var helt i top.

Vi var babysittere i weekenden. Amelia er ret glad for mormors morgen-scones. Det var rigtig hyggeligt at få lov til at hygge med vores lille prinsesse.

Næsten færdigt badeværelse.

Sømanden arbejder altid... både når han er ude og hjemme. Og han er altid meget omhyggelig og dygtig. Men jeg forstår ikke alt det der med at kvinder er dem der har shoppegenet??? Er I klar over hvor meget værktøj og dims en mand kan anskaffe sig... 

 Der mangler stadig et vindue og en håndklædetørrer/radiator, en hylde i brusekabinen men ellers er rummet ved at være færdigt.

 Jeg synes det ser SÅ flot ud.

 Og jeg har indviet badekarret. Dejligt!

I dag ankom posten med en pakke indeholdende en toiletrulleholder og en toiletbørste med holder. Den blev afleveret med ordene: "Per har købt noget mere..." Ja, vi bor så langt ude på landet at den slags bemærkes... og om et par dage kommer hylden til brusekabinen og den ekstra toiletrulleholder vel også. Gad vide hvad posten så siger? 

Orden i krydderierne!

Endelig fik jeg taget mig sammen. Jeg køber krydderier og andet mad-hejs som andre køber nyt tøj og nye sko, så efterhånden havde jeg et uoverskueligt lager af hele og åbnede poser med diverse krydderier. Ikke noget der ikke bliver brugt med jævne mellemrum, men der var ikke hverken hoved eller hale i rodet længere.

Skuffen under komfuret med de mest brugte ting. Og ja, der ER ryddet op. Så kan I selv forestille jer hvordan der så ud før...

I den nederste skuffe i "krydderiskabet" blev der sat store glas med ting jeg har meget af og fylder meget. Det er gamle honningglas. Jeg har jo selv bier og laver honning, men glassene må ikke genbruges til honning. Men de er da for fine at smide ud. (Ja, jeg er jyde og kan være belastet både genetisk og geografisk af den nærighed der deraf kommer...) Desuden er de både praktiske og billige. De koster kun 6 kroner stykket, og købes hvor jeg alligevel handler mine "bi-ting". 

 Den midterste skuffe til de lidt mindre ting. Jeg var et smut i IKEA for at handle ting til badeværelset med gemalen, men jeg fandt også de her små fine krydderiglas. Så er der også styr på den skuffe. Så var der kun en enkelt lille kasse tilbage med overskudskrydderier. Ting der ikke var plads til i glassene, men som stadig var i lukkede poser. De er gemt i et skab i bryggerset, så jeg kan fylde glassene op, når det begynder at svinde i dem.

 Den øverste skuffe er reserveret til alle de småting som ikke kan spises, men som alligevel på en eller anden måde havner i køkkenet. Loppemiddel til kattene, batterier, kuglepenne og andre småting. Den er ikke ryddet op (endnu) og er absolut ikke foto-egnet.

 Dagens høst i drivhuset. Jeg overvejer at lave tomat-tærte til aftensmad... Eller måske en tomatsalat med et stykke kød der er vendt på grillpanden... Noget med tomater bliver det helt sikkert.

Nu kan vi gå i bad indendørs!

Ja, ja. Der mangler stadig et vindue, der står byggerod i vindueskarmene, men nu har vi indendørs bad igen på Ruevej. Der er endda dobbelt op på bademuligheder.

 Hvad siger I til et lækkert karbad. Med løvefødder og gesvejsninger. Det bliver så godt at ligge og kigge ud på haven mens man leger rosin i badekarret.

 Og bruseren virker også. Den glade bygmester (sømanden) har afprøvet den nye bruser. Rainshower here I come. Lige så snart jeg har postet dette indlæg, skal jeg også ud og afprøve et indendørs bad. Det er ved at være et par måneder siden vi sidst har badet inde i huset.

Det fine toilet og badekarret, men prøv lige at tjekke de smukke fliser. Per har helt sikkert fortjent de øl der står i vindueskarmen! Hold op hvor har han knoklet. Der mangler stadig skabe, håndvask og diverse finesser, som toiletrulle-holder m.m. men hvor er han kommet langt. Vi prøver at holde det hele i en lidt gammeldags stil der passer til vores hus, der er fra 1827. Måske skulle vi bare have haft et das i gården hvis det skulle være helt autentisk, men vi vil nu alligevel gerne have lidt moderne komfort, men gerne med et lidt gammelt udtryk. Jeg synes det ser så godt ud. Jeg var lige ved at tude af glæde, da jeg så meget sømanden havde nået i dag, og kunne se hvordan de ting vi har gået og planlagt så længe kommer til at se ud i virkeligheden. 

Jeg sidder og nynner "gå glad i bad" og jeg er på vej. Om 3 minutter står jeg under bruseren.

Korn-otto med kantareller.

Så er det svampetid. Desværre har jeg ikke fundet særligt mange kantareller på Fyn, men de kan da købes til rimelige penge. Og jeg æææælsker altså kantareller. Jeg mindes stadig markedet i Kiev, hvor gamle tørklædeklædte koner sad med store brændkurve og solgte kantareller i massevis. Så glemte man lige Tjernobyl en kort overgang og mæskede sig i kantareller. Her på Fyn finder jeg andre svampe end hjemme i moderlandet. Her er Karl Johan´er, skørhatte, og blækhatte i massevis.

 I går aftes lavede jeg "korn-otto" med kantareller. Jeg svitsede et løg, et stort fed hvidløg og en bakke kantareller i lidt olie. Korn-otto´en blev lavet med perlebyg, og det blev også vendt i fedtstoffet.

Derefter blev der tilsat et glas hvidvin, salt og peber. Den korrekte fremgangsmåde er at have en gryde bouillon/fond stående og simre ved siden af, hvorfra man tager en suppeskefuld vædske af gange og tilsætter otto´en. Jeg er doven og koger en elkedelfuld vand og bruger en skefuld herbamare økologisk bouillon. Så på med herbamaren, og så et skvæt vand ind imellem så kornene kan nå at opsuge vædsken. Når otto´en er ved at være færdig tilsætter man en klat smør og en håndfuld revet parmesan. Rører rundt. Slukker for komfuret og lægger låg på gryden. Så skal korn-otto´en bare lige hvile et par minutter, og så er den klar til servering. 

 Vi fik en dejlig kalvekotelet til. Superlækker aftensmad på en helt almindelig onsdag. Man kan spise korn-otto som både selvstændig ret eller som tilbehør. Det smager bare så dejligt, og kan tilberedes med mange forskellige grønsager eller bare helt enkelt med kun smør og parmesan. Dejligt med en grundopskrift der kan varieres i det uendelige.

Efter aftensmaden lavede Harald og Seuss lektier....

And på grill, sensommerhygge og endu et ægge-opstød!

Slagtetiden nærmer sig. Ja, herude på landet er der stadig ting der er afhængige af årstiderne! Og hanerne er ved at vokse sig store, og hønerne er begyndt at gå i fældning. Det betyder at øksen snart skal slibes og de unge haner der ikke skal bruge i avlen, og de ældre høner der ikke længere lægger særligt mange æg skal slagtes. Og i år skal der jo også være plads til et par gæs. Det betyder at der skal ryddes op i fryserne.  

Jeg fandt en dejlig stor and der lå og gemte sig i et hjørne af kummefryseren. (Jeg har 3 frysere, og mindre kan ikke gøre det!). Den blev behørigt tøet op, fyldt med kvarte økologiske appelsiner, løg, hvidløg og drysset med salt og peber, og så fik den sig en gang langtidsstegning i weberen. 

 Tilbehøret var sommerligt og lækkert. En gang tomat-agurkesalat med drivhusets det bedste, og en fennikelsalat med bredbladet persille og appelsinsaft-dressing. Så er stegt and slet ikke en tung og ufordøjelig ret, men den lækreste sensommer-lækkerbidsken. 

 Den yngste af de langhårede har været på osteindkøb. Endnu en gang lykkedes det ham at forundre en ostesælger. (Vi var i Ringe til Open by Night, fordi den ældste af de langhårede optrådte som omvandrende trylletosse). Når vi finder en ny ostebil eller ostebutik går vi altid lidt amok. Der er så mange lækre oste der skal smages, men den yngste går konsekvent efter de stærkeste og mest ildelugtende eksemplarer. Ostemanden prøvede forgæves at finde noget der var for stærkt til den unge mand, men det lykkedes som sædvanligt ikke. Til gengæld fik vi et utal af smagsprøver, en god snak og en klækkelig rabat på vores indkøb. Det endte alligevel med et dejligt ostebord til aftensmad den dag, for vi kom sent hjem. 

 Amelia og gæssene har et lidt anstrengt forhold til hinanden. Amelia ved det bare ikke! Hun vil så gerne rende rundt med gæssene, men de bryder sig ikke om at blive jaget rundt i hele haven, og den smukke unge moder er bange for at Amelia får sig et gåsebid. Så de nøjes med at kommunikere højlydt på behørig afstand. Det er vist også sikrest for alle parter.

Og så til en glædelig nyhed. Mine unge New Hampshire-hønniker på kun 5½ måned er begyndt at lægge æg. Her i bakken er der 3 barnevelderæg til venstre og 3 New Hampshireæg til højre. Når unge høner når at lægge æg allerede her i efteråret fortsætter de oftest hele vinteren igennem. Måske med lidt nedsat produktion, men det betyder heldigvis at jeg slipper for at købe æg til vinter. Det er jeg ualmindeligt godt tilfreds med. 

Så kan Bitz og Frisk påstå nok så meget, at der ikke er nogen særlig næringsforskel på æg fra forskellige produktionsformer. Men der er nu også undersøgelser der peger på det modsatte, og smagen af egne æg er så markant lækrere end noget man kan købe i butikkerne, at jeg hellere vil undvære æg end at købe dem. Og jeg er helt sikker på at hvis man havde undersøgt næringsindholdet i et æg fra en høne der havde levet det rigtige frie liv i en hvilken som helst dansk have, så ville det falde ud til have-æggets fordel. 

Desuden vil jeg gerne mane endnu en misforståelse til jorden i den forbindelse. Man kan IKKE se på en hønes farve hvilken farve æg hun lægger! Hvide høns kan lægge brune æg, og brune høns kan lægge hvide æg. Den eneste indikation der KAN være (ikke 100 % sikkert) er at man kan kigge på hønens øreskiver. Hvis øreskiverne er hvide lægger hønen ofte hvide æg og hvis de er røde lægger den ofte brune. Men der er altså også høns der lægger blå og grønne æg, og det kan man ikke se nogen steder. Skalfarven på æggene er racebestemt, og ikke farvebestemt. Og næringsindholdet er fuldstændig uafhængig af æggeskallens farve. Hvide æg er lige så sunde eller usunde som brune æg! Forskellen ligger i hønens foder og livsvilkår. Så find et sted på landet hvor hønsene går frit at købe æg, anskaf dine egne høns til at have gående i baghaven eller køb til nød økologiske æg. Det er den eneste måde at sikre sig de bedste, sundeste og mest velsmagende æg på! Og samtidig gør du dit til at mindske mishandlingen af produktionshønsenes vilkår i Danmark. Det er da en win-win-situation.