Aspargessuppe på friske grønne og hvide asparges.

Det er sæson for friske danske asparges, og det skal nydes. Jeg har selv grønne asparges i haven, men de hvide køber jeg mig til. I nabolandsbyen er der en aspargesavler, der sælger både grønne og hvide asparges til 20 kr. pr bundt. Det er billigt for så gode varer. De er stukket samme dag som man køber dem, så der er næsten ikke noget spild. De grønne asparges er dagens høst fra haven. 

 Jeg bestemte mig til at lave aspargessuppe. Først skrællede jeg de hvide asparges, og skar enderne af. Skræller og ender blev kogt i et kvarters tid i lidt vand og salt og blev så siet fra. I gryden sauterede jeg et halvt fintsnittet løg i en klat smør. Så snittede jeg de hvide og grønne asparges i mindre stykker men gemte hovederne til senere. Aspargesstykkerne kom ned til løget og det frasiede "skrælle-vand" kom ned i gryden. Det hele blev kogt i aspargesvandet til det var mørt. Så fik aspargessuppen en tur med stavblenderen og blev smagt til med lidt herbamare, hvid peber og fløde. Det smagte fantastisk. Til slut  kom aspargeshovederne i gryden og fik et lille opkog. 

 Min aspargessuppe blev smukt lysegrøn, da jeg havde brugt både grønne og hvide asparges til den. Hvis man vil have en helt lys suppe skal man nøjes med at bruge hvide asparges. Jeg serverede en skål rejer til suppen. Så kunne folk komme dem i selv. Den yngste af de langhårede drenge er ikke så vild med fisk og skaldyr, så på den måde slap han for de små lyserøde tingester i sin suppe.

Hver dag kommer gæslingerne og Eddie the edderfugl ud i haven i en indhegning vi flytter lidt rundt på. Det er bare en rulle kyllingetråd og nogle hegnspinde som er nemme at rykke rundt med. De får en skål kyllinge-voksefoder og lidt vand ind i indhegningen. Det første Eddie gør hver dag er at lægge sig midt i vandskålen. Han er ikke så vild med den store badebalje jeg har til ham, men den lille underskål til en havepotte er lige tilpas. Man er vel en vand-and. 

Hvad der sker når man lader sin mand være alene hjemme....

Man tager på arbejde om morgenen, og lader sin mand være alene hjemme en enkelt dag. Det er der så mange der gør. Jeg ved bare aldrig hvad sømanden i mit liv finder på. Ja ja. Vi skal i gang med at renovere badeværelset. Vi bestiller varer på nettet, snakker og planlægger. Noget skal der ske, for det er noget usselt det badeværelse. 

Her er så det syn jeg vender hjem til. Min mand er gået amok. Igen... Der skal ske noget, når han har fri og ikke knokler i Brasilien. Skabe og håndvaske er revet ned. Nu fortsætter han med alt det andet. Lige nu kan man kun akkurat bruge toilettet, men en af de nærmeste dage ankommer en toiletvogn som skal være vores midlertidige das mens ombygningen står på. Man får sig nogle overraskelser, når man renoverer sit gamle hus. Rå vægge, intet andet end den bare jord under skabene og mystiske rør alle mulige og umulige steder. 

Den kreative maskinmester har også arrangeret et nyt brusebad til os. Midt i haven. Det er egentligt lidt hyggeligt. I går aftes da den svedende mand skulle tage bad efter dagens anstrengelser, havde hanen meget travlt med at undersøge hvad det nu var for noget der var blevet installeret på hans territorium. I dag tror jeg, at jeg også vil gå ud og afprøve installationen. Jeg takker allernådigst for at det er i den varme årstid vi bygger om. En halv meter sne i brusekabinen ville nok være lidt afskrækkende. Nu er det bare sjovt. Fuglesang for oven, hønselort for neden og varmt vand i midten. Det kan da næsten ikke være bedre. 

Rabarbersaft og fromage, kylling på gaflen og gæs på græs.

Rabarber er fantastiske, og da datteren, svigersønnen og den lille prinsesse meldte deres ankomst i weekenden, gik jeg i køkkenet med en ordentligt stak frisktrukne rabarberstænger under armen. De blev skyllet, snittet og smidt i en gryde med 2 vaniljestænger og en masse sukker. Så fik rabarberne lov til at koge godt op. Saften blev siet fra. Jeg har sådan en fin gammel saftpose der efterhånden er godt misfarvet af forskellige friske frugters kraftige farvestof, men den virker. 

 Saften blev hældt på et par atamon-skyllede flasker, og rabarbermassen blev lavet til fromage. Ikke noget madspild her! Fromagen er lavet af 6 æggeblommer der er blevet pisket hvide med lidt sukker. Rabarberne blev rørt ned i æggemassen. Så smeltede jeg 8 opblødte husblasblade og rørte i massen. Piskede æggehviderne og en halv liter piskefløde (hver for sig!) og vendte forsigtigt i ægge-rabarbermassen. Vupti, og man har den lækreste forsommer-dessert. Den skal bare på køl og stivne i et par timer, og så er den lige til at servere.

 Til hovedret hev jeg 2 barnevelderhaner ud af fryseren og lavede en gang klassisk kylling i skilt sovs. Der er jo både nye danske kartofler og agurker til rimelige penge nu. Jeg laver altid agurkesalaten selv. Det smager altså bare meget bedre end købe-agurkesalat. Jeg bruger æble-eddike, sukker og salt. Ikke noget med vand i min agurkesalat. Agurkerne smider alligevel så meget væde, at lagen bliver fortyndet af det.

 Prinsessen gad ikke sin egen aftensmad da hun fandt ud af hvad der ellers var på bordet. Næ, må jeg bede om noget af mormors lækre kylling, tak! Nøj hvor blev der gumlet.

 Og bagefter var det rart at sidde og tygge lidt i et kyllingelårben. Det gør så godt i de nye tænder.

 Her er der lige et par "wow hvor går naturen farve-amok-billeder". Man må bare neje og bukke og sige tak for oplevelsen når man ser naturens farveorgie.

 Arreskov sø i solnedgang.

 Raps og solnedgang. Sikke en farvekombination.

 Datteren, Seuss og fladfods-banden på græs. De hygger sig. Man kan jo nærmest se hvordan de gæs vokser fra dag til dag. Det er godt nok imponerende. Eddie trives også og vokser godt til. Og han er stadig overbevist om at han er en gås med manglende appetit på græs og mælkebøtter. Han prøver hver dag, men det er nu bedre med kyllingestartfoder. Det ved man hvad er. Gad vide om jeg skal til at købe muslinger til ham? 

Sømanden og datteren går havetur. Fladfodsbanden er i tvivl. Blive hos madmor eller gå tur??? Paniiiik!

Fjerkræ på græs og naturens pangfarver.

Også i dag var de små dun-dyr på græs. Og i dag kom kyllingerne med. Det var ren og uforfalsket familiehygge.

 Både gæs, kyllingerne og Eddie the Edderfugl hyggede sig. Gæssene er begyndt at gnaske løs af græs og andet grønt. Eddie prøver også, men han vil helst have kyllingestartfoder. Det der grønne er vist ikke lige edderfuglemad. Til gengæld kan han svømme undervandssvømning i hans lille bassin. Den kunst kan de andre ikke gøre ham efter.

 Man holder sammen på gruppen. Det udløser et farligt skrigeri, hvis en bliver væk. Og man kan næsten ikke rejse sig og hente noget man har glemt uden at have en hale af hylende dun-unger efter sig. Det er nu meget charmerende. 

 Shakespeare holder øje med de små lækre hapsere, men ved godt at den ikke må.... men det er altså svært ikke at komme til at slikke sig om munden.

 Jeg er fascineret af de vilde farver og den helt vilde blomstring der altid forekommer på den her årstid. Lige nu er der hysterisk gule marker med raps så langt øjet rækker. Utroligt flot, men måske ikke så sundt med sådan en mono-kultur.

 Og hvem kan stå for den lyserøde sne under et japansk kirsebærtræ. Jeg elsker synet, men i min egen have vil jeg hellere "nøjes" med almindelige kirsebær og andre frugttræer. De har godt nok ikke så fine blomsterfarver, men til gengæld kommer der lækker frugt på dem.

 Naturen har iklædt sig bryllupskostume.

 Frugttræernes blomstring er lige så intens. Og de sarte hvide og helt lysrosa farver er da også fine.

 Pink med blodbøg i baggrunden. Det er da vildt flot!

I Arreskov slots have står der et utroligt smukt træ. Da jeg kom forbi i går aftes var det indhyllet i en sprinkler-spiral. (Gad vide hvorfor. Det havde regnet som sjældent set før hele dagen). Men motivet var da ikke til at stå for. Der er nogle træer i landskabet rundt omkring, som jeg altid kigger en ekstra gang på. Store fritstående træer er så smukke. Det her er et af dem. 

Fynsk forår på tallerkenen og gåseglæde i haven.

Eddie the Edderfugl and the Gæslings.... Engelske undersættelser styrer for vildt. Men den fladfodede bande nyder nu altså at komme ud og nippe lidt i græsset. Og som de dog kan gå i gåsegang. De følger troligt efter når man går en tur med dem, og lille Eddie stæser bagefter, for han har korte ben og græsset er langt. Men frem skal han nok komme. Og der er intet mobberi hverken mellem kyllinger, gæs eller den enlige edder-unge. 

 Og så til årets kulinariske højdepunkt. Ja, altså indtil vi selv kan begynde at høste i køkkenhaven. De første fynske kartofler, agurker, tomater og peberfrugter har indfundet sig. Der er ikke noget at komme efter. Fyn er Danmarks køkkenhave. Jeg fik også plantet mine tomatplanter ud i drivhuset i går. De var også ved at være noget lange og ranglede af at stå inde i vindueskarmen.

I går indkøbte jeg et kilo helt nye lækre fynske kartofler i dyre domme. Ved siden af stegte jeg tunbøffer, lavede en salsa af tomattern, agurketern, rødløg og rød peberfrugt i tern,  og en dressing af limesaft, olivenolie, chili, hvidløg og salt.  Derudover rørte jeg også en hjemmelavet "sommersalat" af fynsk røgeost fra løgismose, creme fraiche fra Thiese, radiser og asparges fra haven. Lige en lille smule salt og hvid peber til at krydre med, og det var det. 

Den yngste af de langhårede drenge er ikke så vild med fisk, men når jeg nu absolut skal stoppe fisk i hovedet på ham, så er tun ikke så slemt. (Jo, begge forældre er fødte jyder, så han holder sig til de helt basale udsagn). Den ældste af de langhårede var til gengæld ovenud begejstret. Jeg nød virkelig de gode danske nye kartofler, og glæder mig til at spise dem hele sommeren. Der er næsten ikke noget bedre, og man længes sådan efter dem. Når de kommer, så ved man at det er ved at være sommer og man kan nyde de lange lyse dage og nætter.

Da vi havde proppet os godt og grundigt rørte jeg lidt mere røgeost og cremefraiche i sommersalaten, skar de resterende kartofler i tern og skivede lidt flere radiser og kom i. Så er der nemlig en fiks og færdig fynsk kartoffelsalat til aftensmaden i aften. Synd for hønsene at der ikke kom nogen rester ud til dem, men de første kartofler er jo små guldklumper både i smag og pris, så hønsene måtte nøjes med græs og insekter til dessert. 

Eddie the Edderfugl og de nye gæslinger.

For et par dage siden fik jeg sådan lidt tju-hej mulighed for at købe nogle gråbrogede danske landgæslinger. Jamen kan man sige nej til sådan et tilbud? Og de blev leveret direkte hjem under varmelampen til et hold kyllinger der er nogenlunde lige gamle. Jeg var nemlig på arbejde, så jeg modtog en super service. Hjælpsomheden i den danske fjerkræ-verden er fantastisk.

 Jamen den ene af de små dun-klumper er da ikke en gås sidder du nu og tænker. Og du har ret. I går blev jeg kontaktet af en anden fjerkræ-veninde, der havde fundet en edderfugle-ælling der var kommet væk fra sin mor. Vildtplejestationen var umulig at få kontakt med, og så måtte jeg jo... Jeg hentede den ved middagstid, og da jeg kom hjem med den tog vi de 6 små på havetur. De hyggede sig sammen, og den lille sorte edderfugleælling blev hurtigt døbt Eddie the Edderfugl. (Nogle husker måske Eddie the Eagle, der gjorde stort indtryk på hele verden til et vinter-OL engang). 

 Eddie er meget kontaktsøgende, og langt hår minder altså noget så meget om mors dun-skørter. Her er den krøbet op til den yngste af de langhårede. Vi ved selvfølgelig ikke om den er en han eller en hun, men lige nu hedder den Eddie. Hvis det viser sig at være en dame-fugl kommer den nok til at hedde Edwina.

 Kattene skulle også allesammen hen og kigge på de nye tilflyttere. De var godt nok spændende, men der var ikke nogen af kattene der tog sig en bid gæsling til frokost. De plejer nu også godt at vide at mors fjerkræ er forbudt område.

 Total hygge i den sammenførte familie.

Der var også lige en gæsling der skulle på tur i Haralds hårpragt. 

Bagefter kørte vi (uden gæs eller andet fjerkræ) ind til Odense, og jeg gik i banken og fik betalt for gæslingerne, og så kørte vi i Bilka og købte en fin æbleformet plastic-sandkasse og en is til os hver. Sandkassen fyldte vi med vand og et par trædesten da vi kom hjem. Så fik svømmefuglene en prøvetur. Eddie var helt klart den der nød det mest. Han svømmede og pjaskede så det var en lyst. Men han blev altså også fundet i vandet ved Siø-dæmningen. Gæslingerne skulle lige brokke sig lidt inden de syntes det var sjovt. Men de kom hurtigt ind under varmelampen igen og blev tørre. Der er gæslingerne vist mest glade for at være lige foreløbig. Men i morgen skal de med i haven igen.

Burgere med blå ost og tzatziki.

Burger er nem mad. Det er mad de langhårede drenge kan li´, og det er rigtig hyggemad. Det skal der være plads til engang imellem. Men det behøver altså ikke altid være den der variant med en skive agurk, en skive tomat, en skive løg og en skive ost og et forkølet salatblad. Man må godt lave sjove og anderledes burgere.

 Der er kommet danske agurker i butikkerne, og de koster ingen penge og har meget mindre sprøjterester på sig end de udenlandske. Jeg lavede en gang tzatziki af noget øko-creme fraiche, salt, hvidløg, hvid peber, hakket mynte og ternet udkernet agurk. Det havde nok givet nogle lidt fiksere burgere, hvis jeg havde revet agurkerne, men jeg synes hurtigt det blive lidt for vandet og snasket. Jeg vil helst have hele så agurketern i min tzatziki.

 Bøfferne er bare noget magert hakket oksekød med drysset med salt og peber. Da de var blevet vendt, lagde jeg en tynd skive blå ost på.

Burgerbollerne er de usunde købeboller der bare er kommet under grillen i ovnen i kort tid. Det blev dælme en høj burger, men ih hvor den smagte godt. Ikke noget med sennep, ketchup eller andet snask. Kun bøf og tzatziki. Det holdt hele vejen.

Rent pral. Men jeg er altså i Politikens netavis i dag.

http://politiken.dk/tjek/forbrug/tjekmad/ECE1969718/ulovligt-henriette-sender-blaa-aeg-til-politiker/

Jeg er nu officielt kendt som "Hønse-Henriette", den kriminelle blogger...

Live fra hønsegården

Jeg blev kontaktet af P4-Fyn angående æggeaktionen. Vi lavede en aftale om at de skulle komme ud og interviewe mig her til eftermiddag. Og pludselig stod der en sendevogn på gårdspladsen, og med en mast så høj, så den ragede op  til toppen af flagstangen. Den kunne slet ikke nå med på billedet.

Journalisten var meget sød og stillede mange spørgsmål. Hun var lige så forundret som det fleste andre jeg har mødt, over de tåbelige regler vi har og er ved at lave her i lille forbuds-Danmark. Jeg var ret nervøs, men jeg håber jeg fik sagt det der skulle til. Der blev sendt live fra hønsegården i regnvejr, og hønsene gokkede i baggrunden og jeg skulle gå rundt og fodre og samle æg. 

Jeg har hørt nogle af de andre indslag om vores æg-tion, der har været på forskellige radiostationer i dag, og jeg er vildt imponeret over så professionelt  mine hønsekolleger rundt omkring i det ganske danske land forklarer sig. Nu må vi håbe at vi endelig får nogle regler som vi kan forholde os til. Vi har da opbakning rigtig mange steder, kan jeg mærke.

Ægge-aktion og aspargestærte.

Dette billede viser en hel normal dagsindsamling af æg fra mine høns. De hvide er landhønseæg og der er endda et æg med dobbeltblomme imellem, de brune er fra barnevelderne, og det blå æg er fra min enlige araucanhøne der trofast lægger et æg hver anden dag.

I dag har jeg taget kontakt til den fynske verdenspresse, samt sendt nedenstående fine pakke med rugeæg til Camilla Hersom, der er medlem af fødevareudvalget og valgt på Fyn. 

 Det gør jeg som led i en landsdækkende aktion, som gerne skulle gøre det lovligt for folk som mig med en flok hobbyhøns i haven at sælge eller forære lidt af vores ægge-overskud til familie og venner. Som reglerne er nu, så må jeg slet ikke sælge æg, fordi mine høns er racehøns og dermed ikke udruget på et godkendt rugeri. De regler fødevareminister Mette Gjerskov foreslår som en "lempelse" af reglerne er, at det skal være lovligt at sælge æg fra racehøns. Vi skal bare følge de samme kontrolprogrammer som industrien gør. Det vil sige at vi hvert år skal indsende gødningsprøver, sokkeprøver,  og æg til kontrol 3 gange årligt, samt blodprøver af samtlige dyr i besætningen. Dette skal gentages hver gang der kommer nye dyr til, f.eks hvis man vil købe en  ny avlshane, eller køber nye kyllinger udefra, eller har været så formastelig at tage sine dyr med på dyrskue eller udstilling. Dette forslag vil koste folk som mig flere tusinde kroner årligt, og da jeg kan se at den lokale pris på (ulovligt) stalddørssalg af æg er 1,50 kr pr stk, så skal jeg da vist ud og klemme lidt på hønsene for at få flere æg ud af dem, hvis det skulle kunne løbe rundt. Der skulle jo også gerne være penge til at købe foder for...

Det mest utrolige er, at i Sverige som vi sammenligner os med, og som har været erklæret salmonellafrit længere end Danmark (noget Mette Gjerskov går meget op i er, at vi skal bevare vores salmonella-fri status) er det tilladt at sælge æg helt uden kontrol, hvis bare man har færre end 200 høns. Der er heller ikke andre EU-lande der har eller vil indføre så striks en kontrol som den danske. 

 Jeg vil til enhver tid hellere spise mine egne æg end industriens. Jeg laver jævnligt både is, mayonaise og ægte sovse som bearnaise og hollandaise, hvor æggene ikke har været varmet særligt meget op. Vi spiser både rå, delvist tilberedte som i sovsene og blødkogte æg, og hårdkogte æg i massevis i min familie, og vi er aldrig blevet syge af det, og det er vores gæster heller ikke. 

I går brugte jeg nogle af mine æg til at lave årets første aspargesret med asparges fra haven. En butterdejstærte med friske asparges, og en ægge-fløde-oste-blanding ovenpå. Det smagte pragtfuldt, og se hvor fin gul æggemassen er fordi jeg har brugt æg fra høns der har gået frit og spist insekter og grønt hele dagen.

Med håb om en snarlig tilbagevenden til fornuften hos de danske politikere. 

Fødselsdagsmiddag på Kok og Vin.

I torsdags blev den ældste af de langhårede drenge 18 år. Den yngste var i Rom med mine forældre, og sømanden var på arbejde i Brasilien. Så var det jo op til storesøsteren og moderen at gøre dagen festlig. Jeg sørgede for morgenmad og gaver fra morgenstunden, og om eftermiddagen holdt storesøsteren det fineste børnefødselsdagsselskab for farmor, farfar og os herude fra markerne.

 Den nu unge mand havde ønsket sig en tur ud at spise med kniv og gaffel. Vi inviterede farmor og farfar med og valget faldt på Kok og Vin i Odense. Det er en lille hyggelig restaurant med fransk bistro-køkken.

 Brødet blev serveret i gamle småkagedåser og var rigtig godt. Sidetallerkener var en blandet landhandel af sjovt gammelt service.

 Min svigermor og jeg fik kammuslinger til forret. De var ualmindeligt gode. Tilpas tilberedte, så de stadig var næsten rå indeni, men med en fin stegeskorpe. De lå i en skøn sauce med smør, bitre salater og kapers.

 Den langhårede fik frølår, og de var fine men måske lidt for meget panering. Saucen var den samme som til muslingerne. Udmærket ret, men ikke helt så god som muslingerne, og så er det da lidt kedeligt at tilbehøret er det samme til to så forskellige ingredienser som kammuslinger og frølår.

 Svigerfar fik koldrøget laks fra Kerteminde. Også dejligt. Store fine skiver laks.

 Til hovedret valgte svigermor rørt tartar. Det kom ind på et fint rullebord og blev rørt ved bordet. Jeg forstod så ikke helt meningen med at det var tjeneren der smagte den til. Normalt er det vel den person, der skal spise tartaren der bestemmer hvordan den skal smage. 

 Men den smagte nu dejligt.

 Vi andre tre valgte en steak frites. Vi fik alle hver vores spejderdolk til at skære steaken med. Heldigvis var dolkene slebet ultraskarpe og skar nemt gennem bøfferne.

 Dejlige ribeyes og stegt præcis som bestilt. Bearnaisen var bedre en gennemsnittet når man spiser ude, men kokken havde været lige lovligt generøs med essens-flasken. (Men jeg mener nu også selv at min egen bearnaise er svær at slå, og denne her kom altså ikke i nærheden af at være lige så god som min egen).

 Der var mulighed for at vælge stegt foie gras til bøfferne. Jeg bestilte en enkelt højst politisk ukorrekt portion, for jeg har aldrig smagt stegt foie gras. Det behøver jeg så heller ikke smage igen. Jeg delte smagsprøver ud til hele bordet, og alligevel kom vi kun igennem det ene stykke. Det andet levnede vi. Det er simpelthen for fedt til mig. Så har jeg smagt det, og så behøver jeg ikke længere spekulere over hvorfor det skulle være så fantastisk. Jeg kan stadig undre mig over det, men smag og behag er jo forskellig.

 Den langhårede valgte Gateau Marcel til dessert. Den var rigtig god, og han mener at vores dygtige kokkeven skal oppe sig, når han kommer på besøg til årets "brug-en-masse-æg seance" i næste uge.

Vi andre fik creme brulee. Præcis som den skal være, og helt sortprikket af vaniljekorn.

Alt i alt en rigtig dejlig aften. Priserne var rimelige og det eneste der trak rigtig ned var bearnaisen. Der var mange mennesker i restauranten og støjniveauet var ret højt. Men man kunne stadig sagtens snakke sammen, men der var meget baggrundslarm. Jeg tror jeg vil invitere sømanden derind når han kommer hjem igen, men så vil jeg nok ikke bestille en bøf. Det er jo så nemt at lave selv, og der var andre spændende alternativer. 

Skøn spidskålssalat med feta og muslingesuppe.

Nu er det ved at være rigtigt forår, og det betyder nye kartofler og spidskål. Og i dag skal jeg lave noget med asparges kan jeg se i min køkkenhave. Men i sidste uge kaldte de første nye kartofler fra danske drivhuse altså fra de fynske vejboder. 

 Dejlig flæskesteg med sprød svær, nye kartofler og spidskålssalat. Salaten tager udgangspunkt i en opskrift på et "koge-show" med kogemanden Nikolaj Kirk som i sin tid blev holdt inde på Løgismose Mejeri i vores lille by. Man blander (stavblender) noget cremefraiche og fetaost til en homogen masse. Tilsætter masser af dild og fintsnittet spidskål og på toppen kommer man poppede græskarkerner. Det smager bare så skønt, og så kan salaten holde sig et par dage i køleskabet. 

I går blev der handlet ind i Rema 1000. De havde både krabbekløer og blåmuslinger til meget rimelige priser, så den ældste af de langhårede drenge og jeg forkælede os selv med en skaldyrssuppe og kogte krabbekløer med chili-aioli on the side. Nøøøj hvor var det godt. Suppen var ret nem. I en slat hvidvin tilsat masser af hvidløgsskiver og en hakket chili, skal og saft af en lime og en citron (øko naturligvis, når man skal bruge skallen!) dampede jeg muslingerne. Så hev jeg muslingerne op af gryden og smed en lille pose rejer og en pose små kammuslinger og en slat fløde ned i gryden. Smagte til med lidt salt og hvid peber og da rejerne havde skiftet farve kom muslingerne tilbage i gryden og blev varmet hurtigt igennem. Normalt plejer jeg bare at lave suppen med muslinger, men jeg har en slem vane med at hamstre skaldyr når jeg finder et godt tilbud, så der var nogle pakker i fryseren der skulle bruges. Aiolien er lavet som en almindelig hjemmelavet mayonaisse, på egne æggeblommer, rapsolie, lidt dijonsennep, salt, citronsaft, hvid peber, hvidløg og lidt  røget paprika og chili.
Jeg var vældig godt tilfreds med muslingerne. Der var næsten ikke nogen med ødelagte skaller i pakken, og dem synes jeg tit der er rigtig mange af, når jeg køber linemuslinger ved fiskehandleren. Og husk nu at muslinger skal være lukkede eller lukke sig ved et lille bank ned i bordet, inden de bliver tilberedt, og åbne når de er tilberedt. Alle der enten ikke lukker som rå eller er lukkede efter dampning skal direkte i skraldespanden, hvis man ikke vil risikere en grim mavepine.