torsdag den 10. oktober 2013

Røget nakkesteg.

This is fucking awesome!!!
Undskyld sproget, men det her er altså en af mine større successer. Mine røgede nakkestege er ved at være færdige. Jeg skulle lige se hvor tæt på færdige de var og tog en af dem ind og skar enden af. Jamen det både ser fantastisk ud og smager fantastisk! Nu skal de vist bare hænge og tørre lidt. 
 Slut med fed købebacon der sprutter på panden når alt vandet som slagtefabrikkerne har pumpet ind i det prøver at fordampe og ender med at sprøjte hele køkkenet til, laver sår på ens hænder og arme og ikke engang smager specielt godt. En nakkesteg giver jo det smukkeste magre stykke røget kød man kan forestille sig. Og det kan snildt bruges i stedet for bacon. 
 Ydersiden spiller i de smukkeste gyldenbrune efterårsnuancer. Jamen mor er ikke bare glad. Mor er stolt af sig selv.
 Nå, det hele skal jo ikke gå op i røg. Ha ha. I går plukkede jeg tyttebærrene af de 10 små buske jeg har i surbundsbedet. Tyttebær er den smukkeste plante. Den ligner en lille buksbom, der er besat med de fineste små røde juveler. Jeg syltede tyttebærrene men der var kun nok til godt et halvt glas tyttebærsyltetøj. Endnu en plante jeg vist skal have nogle flere af. Den er jo både yndig at se på og nyttig tilligemed.
Aftensmaden var også delvist hjemmeproduceret. Løgsuppe. Der findes næsten ikke noget bedre når vejret er koldt og gråt. Almindelige zittauerløg, rødløg, hvidløg, timian, rosmarin, laurbærblad og en kvist oregano, en sjat vin og en gang hønse-suppe fra fryseren. Nemmere kan det næsten ikke være. Billigt endda. 
Jeg slutter altid af med at blende min løgsuppe. Jeg ved godt at det ikke er sådan den normalt skal serveres, men jeg må indrømme at jeg har en kræsenhedsting med klare løg. Jeg elsker smagen af løg. Rå løg, stegte løg, ristede løg. Jeg elsker smagen af løg. MEN jeg kan altså ikke klare at tygge i store klare løgstykker. Jeg kan stadig få det helt dårligt ved tanken om barndommens varme kartoffelsalat. Det er godt nok mærkeligt, for jeg sætter glad og gerne tænderne i de mest mærkelige ting såsom snegle, indmad, frølår og hvad man ellers støder på af bizarre ingredienser. Men kogte løg rammer altså en nerve. I det hele taget er kogte grønsager nok ikke lige mig, men så er der heldigvis masser af andre måder at spise grønsager på. Og bare løgene er blevet blendet så glider de fint ned. Så nyder jeg det endda. 
Men vi har vist alle noget vi ikke er så glade for. Da begge de langhårede drenge var små var de konsistens-kræsne. Alt der mindede om grød opfattede de som uspiseligt. Om det var æblegrød, risengrød, flødeskum eller kartoffelmos var fuldstændig underordnet. De ville ikke spise det. Den eneste undtagelse var farmors jordbærgrød. Det er heldigvis blevet bedre, men jeg tror aldrig de kommer til at nyde juleaftens ris a la mande eller spise en portion risengrød. 

3 kommentarer:

  1. Interessant. Har du røget stegen selv? Får man købeferdig røget nakkesteg?

    SvarSlet
  2. Hej Bent
    Ja, jeg røger selv min nakkesteg. Jeg synes det er et af de mest anvendelige stykker kød på en gris. Jeg bruger det både som steg, røget, som pulled pork, til rillette og meget meget mere. Jeg tror ikke man kan købe det færdigt.
    Med venlig hilsen Henriette

    SvarSlet
  3. Har lige købt et stykke af slagterens hjemmelavede, uden tilsat vand, i SuperBrugsen i Fensmark 4684 Holmegaard

    SvarSlet

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.