I vores surbundsbed har jeg plantet nogle tyttebærplanter. Dem skal vi have flere af. De er fra sidste år, og allerede i år er de fulde af bær. jeg har allerede plukket en gang til tyttebærsyltetøj til en dyresteg. Det er både sunde og smukke planter.
Mine høstanemoner giver også altid et skønt pust af lyserødt i efteråret. De er i sin tid købt i Bilka, og selv om de er blevet omringet af mynte, så overlever de i fin stil og breder sig godt.
De amerikanske blåbær har de skønneste høstfarver. Jeg elsker de fantastiske farver som bladene får i oktober måned.
Selv om vi er godt henne i oktober, så blomstrer de engelske roser endnu. Er de ikke smukke?
Og Seuss er på rov i haven.Killingerne er blevet kastreret, men det har ikke taget oplevelsestrangen og legelysten fra dem. I går aftes var Seuss på fisketur. Han kan nemlig godt finde ud af at se fjernsyn, og der var en udsendelse fra et koralrev, der virkelig gav ridser på skærmen.
Hønsene nyder eftermiddagssolen på havebænken. I baggrunden står sargent-æblerne med masser af små frugter til glæde for havens fugle.
Og en edderkop har fundet det smukkeste hjem man kan tænke sig. Tænk sig at bo i en rose.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.