Ossobuco Milanese med safranrisotto

Manden i huset, alias sømanden i mit liv, fylder 50 i morgen. Det fejrer Mærsk ved at sætte ham på et fly til Brasilien. Så dagen bliver fejret i dag med besøg af datter, svigersøn og barnebarn. Datteren bestilte risotto, så jeg måtte ud til fryseren og finde på noget der passede til risotto. Og heldigvis lå der en kæmpe pose ossobuco-kød. I en af mine italienske koge-bibler står der at det traditionelle tilbehør til ossobuco er safranrisotto, og så var aftenens menu jo lige til at gå til. 

 Først skulle der snittes. Den hellige treenighed i det italienske køkken er løg, bladselleri og gulerødder. 

 Kødet blev vendt i mel krydret med salt og peber og derefter brunet af i en blanding af olie og smør.

 Den helt store uenighed i opskrifterne på ossobuco står mellem om man tilsætter tomatpure eller ej. Jeg kan godt lide tomatpure i min version, så efter kødet var brunet af, svitsede jeg grøntsagerne og åbnede en dåse pure og kom ned i gryden. Kødet tilbage og så en slat hvidvin og noget kalvebouillon i. Så kunne ossobucoen passe sig selv i den sorte gryde. Bare låg på og lav varme, og så gik der ikke længe før der bredte sig en skøn duft i køkkenet.

 Safranrisottoen er nem at gå til. Først kommer man lidt olie i gryden og lader lidt hakket løg og risottorisene klare i fedtstoffet et øjeblik. Så hælder man en sjat hvidvin i og venter lidt. Så tilsættes bouillon lidt af gangen.   Jeg kom et godt nip safran i sammen med hvidvinen. Når risottoen er ved at være færdig skal der en klat smør i og en håndfuld revet parmesan. Så skal det stå og trække med låg på et par minutter.

 Når der skal anrettes kommer man gremolata på toppen. Det er en blanding af hakket persille, hvidløg og citronskal. Husk nu at det skal være økologiske eller i det mindste usprøjtede citroner. Alle de kemikalier der er på almindelige citroner er ikke noget vi har godt af at få indenbords.

Velbekomme!