søndag den 3. marts 2013

Forår for bier, høns og mennesker. Opskrift på chokolademousse med mange æg.

I dag skinner solen igen, og jeg fik den glæde  at se at der var liv i begge bistader. Jeg var ved at komme i tvivl med det ene stade, for det står en anelse mere i skygge end det andet, så der kom bierne først frem over en time senere end i det første stade.
 Der var liv og glade dage, og da jeg kiggede godt efter, kunne jeg se, at der var flere af bierne der kom hjem med pollenbukser på. 
 Så måtte jeg ud og tjekke forårsblomsterne. Der var masser af bier i både krokus og vintergækker. Sikke en summen. Bierne var ikke de eneste der fik forårsfornemmelser. Man bliver jo helt glad og mild af at se solen igen. Der var også bier i vintergækkerne, men de er lidt sværere at se, for de krøb helt op i de små smukke klokker.

 Lille baby Amelia var også ude og få sol på næsetippen. Der var så meget at se og høre. En bi der summer, og en høne der klukker er alt sammen noget man skal vende hovedet efter.

Det var barnevelderne der havde udgangstilladelse i dag. Man kunne ligefrem se hvor de nød at mærke solens stråler igen. Her har hanefar fundet lidt spildt korn til tøserne. Han har klukket og kaldt, og nu bliver der spist op. Jeg er sikker på at æggene smager ekstra godt når hønsene har fået sol på ryggen. 
Hønsene lægger mange æg nu, og de skal jo bruges. Her i huset er chokolademousse et stort hit. Jeg fik den yngste af de langhårede drenge til at hjælpe med at lave moussen. Han er chokoholic, så han skal jo gerne være i stand til at lave yndlingsdesserten selv.
 
Først smeltede vi 250 gr god mørk chokolade og 3 spsk af vores sommerhonning i en skål over vandbad. Da det var smeltet og kølet en anelse af, blev der pisket 6 æggeblommer i chokoladen (en æggeblomme af gangen). I to seperate skåle blev der pisket 2½ dl fløde og de 6 æggehvider. Først blev chokolademassen og flødeskummet blandet sammen, og til sidst blev de stiftpiskede æggehviderne vendt i, og det hele blev hældt op i den pæne skål. Så blev moussen stillet i køleskabet i nogle timer indtil den var stivnet og klar til at blive spist. Den blev godkendt af alle i familien. Den ældste af de langhårede drenge er ikke så meget for mørk chokolade, men når moussen får tilsat honning og der bliver blandet flødeskum i, så bliver smagen knap så stærk og så kan han også være med. Den yngste er også vild med den klassiske version kun med chokolade, æggeblommer og æggehvide. Den er også skøn, men man skal være virkelig glad for mørk chokolade for at værdsætte den rigtigt. 
 Amelia var på besøg med sin mor. Hun er begyndt at kravle rundt. Hun er stadig lige vild med kattene, men hendes interesse kan også være lidt anstrengende for pelsdyrene, når de nu lige ligger og nyder en plet solskin. Jeg kan berolige med at der ikke skete hverken katten eller babyen noget. 

Så er det bedre med en portion appelsinbåde. Dem angriber hun også som om hun var et vilddyr der ikke har fået mad i flere dage. Grrrr haps!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.