Man kan altså spise and med andet end rødkål. Jeg kan rigtig godt lide versionen med rispandekager og hoisinsauce. Det er let at lave, og man bliver ikke så tung i maven af at spise and på den måde.
Man skal bruge noget and. Andebryster er helt fint. Derudover rispandekager, agurk og forårsløg samt hoisinsauce. Jeg havde også en peberfrugt som kom i pandekagerne. Andepatterne krydres og steges på panden. Imens snitter man grønsager i lange strimler. Traditionelt er det vist bare agurk og forårsløg, men jeg kan rigtig godt lide sødmen fra modne peberfrugter også.
Når anden er færdigstegt skæres den i skiver. Rispapirpandekagerne udblødes i vand. Op på en tallerken med de gennemsigtige fætre, og på med grønt og anden og så godt med hoisinsauce ud over det hele.
Så er tricket at få rullet pandekagen fint rundt om fyldet. De kan spises med fingrene, men helt ærligt er det noget nemmere med kniv og gaffel.
Formiddagen blev brugt på at bage småkager. Jeg havde jo dej i køleskabet fra lørdag morgens tidligt-op-vanvid. I får ikke opskriften på småkagedejene, for det er jo så forskelligt hvad folk kan lide, og man kan bare google opskrifter til man finder en man kan lide. Men i mine brunkager er der både mandler, appelsinskal og sukat. Selv om jeg ikke er den store fan af sukat, så smager de godt i brunkager. Der bliver sukatsmagen ikke overdøvende, for der er så mange andre krydderier i.
Vaniljekransene blev kørt på kitchen-aid´en. Den er en enorm hjælp i hverdagen den maskine. Og pæn er den jo også. Og nej, jeg får ikke penge for at reklamere for den. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skulle klare mig uden min. Det er nok den vigtigste maskine i køkkenet, for jeg bruger den næsten hver dag.
I mine vaniljekranse kommer der masser af vaniljekorn fra rigtige vaniljestænger. Stængerne kommer jeg i et patentglas med almindelig sukker. Det giver masser af smag til sukkeret, og bruges som købe-vaniljesukker. Det er bare uden kunstig aroma! Jeg kommer også finthakkede mandler og lidt marcipan i dejen. Det giver rigtig velsmagende kranse. Og selvfølgelig bruger jeg rigtigt smør til småkagerne. Riiiigeligt smør, som Price-drengene ville have sagt. Og selvfølgelig æg med rigtig gule blommer. De er nemlig fra vores egne høns.Nu varer det ikke længe inden vi er klar til jul.
Yum! Det er den bedste form for andemad man kan få (:
SvarSlet- Kit
Ja, dejligt frisk og andekød smager jo lækkert. Det er alt sovse-tilbehøret der gør det tungt. På den her måde er det både lækkert og uden voldsomt mange kalorier.
SvarSletEn fin og meget anderledes idé, som dog virker rigtig lækker. Fine billeder i øvrigt :)
SvarSletTak. Man kan jo prøve anderullerne hvis man har rester efter juleanden.
Slet