fredag den 7. december 2012

Pasta med røget laks og spinat.

I går var dagen hvor jeg slog alle julerekorder. Jeg blev færdig med alle julegaveindkøbene. Jeg elsker at give gaver og få gaver. Jeg bliver vist aldrig så voksen, at jeg ikke glæder mig til selv at pakke gaver ud. Men selve decemberræset med at købe et utal af gaver gør at jeg får stress og hysteriske anfald over gaveindkøbene. Jeg minder uhyggeligt meget om Svante i stormagasinet. 
Svante i stormagasinet

Selv i en ganske almindelig butik
rammes jeg ofte af skræk og panik
Men når jeg går ind i et stormagasin
kræver det mer' end min selvdisciplin.

Her er for meget for her findes alt
lige fra flygel til middelhavssalt
Jeg kom for at købe noget ganske bestemt
men hvad det var har jeg fuldstændig glemt.

Snart flyder varerne ud fra mit blik
susen for ørerne, tungen slår klik
Jeg peger i blinde før alting blir sort
betaler og skynder mig sanseløst bort.

Hen på et værtshus, to øl og tre snaps
reder mig fra en øjeblikkelig kollaps
Tar' hjem for pakke mit indkøbsnet ud
selv om jeg ved det gir' gåsehud.

Aldrig en ting jeg kan bruge til noget
alskens besynderligt husgeråd
Hvad ska' jeg med sko der er alt for små
en rangle af sølv og en ternet BH.

Blandt de mange fortvivlede fund
et hundedækken men ingen hund
En haveslange men hvor er mit bed
hvor længe ska dette mon vare ved.

Hjælp, giv mig styrke, jeg drages på ny
mod magasinernes udsalgsgny
Jeg vakler og famler og køber i flæng
hundehus, tropehat, svømmebassin.

Således lyder mit vidnesbyrd
billige tilbud har kostet mig dyrt
Så bind mig bevogt mig bedøv mig med vin
frels mig fra udsalg og sikker ruin.



Nogen har helt klart glemt at udstyre mig med det ellers typiske kvindelige shoppe-gen. 


Når man har overstået sådan en dag, så skal aftensmaden være nem og nærende. En af mine "hurtigmads-favoritter" er pasta med røget laks og spinat. Der er rigtig tit tilbud på en hel side røget laks for omkring 100 kr. Sådan en side rækker langt. Jeg tror jeg brugte under en tredjedel af laksen til aftensmad for 3.
Opskriften er hujende nem. Man køber en pose frisk spinat og skyller den grundigt. (Spinaten, ikke posen).
I en sauterepande smelter jeg en lillebitte klat smør og kommer spinaten ved. Samtidig sættes en gryde pastavand over. Jeg købte noget økologisk fuldkornspasta for at dulme min dårlige samvittighed. Det smager nu også godt, så det er jo heldigt nok. Når spinaten er faldet sammen og har smidt en masse vand hælder jeg det op i en sigte så alt vandet bliver hældt fra. Tilbage i sauterepanden med spinaten, og så tilsætter jeg ca. 1 dl fløde, salt, peber, revet muskatnød og saft og skal fra en økologisk citron. Mens pastaen koger skærer man laks af i små stykker. Laksen skal kun lige ned og varmes igennem mens man drypper pastaen af. Når pastaen er kogt og dryppet af hældes den op i panden til spinaten og laksen. Man blander godt og serverer rygende varmt. Jeg pyntede portionerne med en lille frisk lakseroset. Når jeg serverer spinat på denne måde så spiser selv drengene det med stor fornøjelse.
God fornøjelse med jeres julegaveindkøb. Jeg vil hvile på laurbærrene og nyde at jeg er færdig med den tjans for i år. Måske vil jeg endda nyde at tage ind til byen og kigge på alle de andre stressede julegaveindkøbere, mens jeg går og griner smørret for mig selv.

3 kommentarer:

  1. HEHEHEHE din bette prut ;) jeg har kun tre at købe til i år, så det er nemt, og mangler kun to. Rigtig glædelig december og mums det pasta laver jeg nok i awten. Har nemli osse sån en side laks på køl. Go weekend

    SvarSlet
  2. Sikken en dejlig aftensmad :-)
    Knus fra Tina J

    SvarSlet
  3. Tak, ja det smagte skønt. Jeg ved der er mange der har det anstrengt med spinat, men lavet rigtigt så smager det nu dejligt.

    SvarSlet

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.