lørdag den 28. september 2013

Ovntørrede tomater, æbleringe og hjemmelavet ketchup.

Umami-smag er så moderne, og hvis man vil lave noget der virkelig giver umamismag, så skal man tørre tomater. Gode solmodne tomater kan man næsten få smidt i nakken lige for tiden, eller man kan plukke løs i drivhuset, hvis man har sådan et, og det er så nemt så nemt. Skær tomaterne i halve eller kvarte alt efter størrelsen. Sprøjt dem ganske lidt med balsamico-eddike og drys med lidt salt og sukker. Jeg drysser også lidt tørret timian og rosmarin på, for det synes jeg klæder tomaterne så godt.
 Efter adskillige timer i varmluftsovn ved 80 grader ser de sådan ud.
 Nu kan man vælge om de skal opbevares i en lufttæt beholder eller ligge og svømme i olivenolie. Jeg vælger det sidste. Den dejlige olie kommer til at smage godt af krydderierne og tomat, så den er rigtig god til at bruge i en salatdressing eller man kan bruge lidt af den til at give smag til en hjemmerørt tomat-mayonaisse. Tomaterne gør sig godt i salater og sandwich, som snacks eller til at fremhæve smagen i en hjemmelavet tomatsovs. 
 De skønne danske æbler fortjener også at blive bevaret. Man får en skøn gang æblechips ved at tørre dem i ovnen. Jeg fjerner kernehuset og skærer æblerne i ringe på mandolinjernet. Derefter dypper jeg æblerne i en sukker-vand-citronsaft-sirup jeg har kogt og som har fået lov til at køle lidt ned. De skal lægges på plader eller riste med bagepapir. De kan godt ligge tæt, men kun i 1 lag. Jeg kan have 5 plader med æbler i ovnen på en gang. De bliver også tørret ved 80 grader varmluft. Hvor længe det tager er afhængig af ovnen og af æblesorten, men 3 timer er nok minimum. Jeg har i denne omgang tørret Gråsten-æbler. Det er vigtigt at vælge æbler med god kraftig smag. De kedelige udenlandske æbler giver kedelige æbleringe. 
 Og så skal de lægges i lufttætte beholdere. De er sprøde og søde og rigtigt lækre at snuppe en af en gang imellem. Både barnebarnet og de langhårede har fundet ud af hvor glasset med æbleringe står...
 I går var jeg i bazaren. Jeg fandt kasser med tomater til kun 40 kr. stykket. I vasken ligger 1 kasse. Det er dælme billigt.
 Den ene kasse blev kvartet og fik kernerne fjernet. I den store suppegryde med dem, sammen med nogle løg i grove tern, nogle æbler i tern, et par chilier uden kerner, 10 fed hvidløg og lidt kanel, nelliker og allehånde. Desuden lidt rørsukker og æbleeddike. Så skulle det bare stå og boble i et par timer.
 Når man har fjernet kernerne er der ingen grund til at si ketchuppen. Det hele fik bare en gang med stavblenderen. Hvis ketchuppen er for tynd, skal den bare stå og småboble lidt længere så den kan koge ind. Men den bliver altså mere stiv når den bliver kold. Man kan prøve at tage en skefuld op på en lille tallerken og lade det køle af for at kontrollere konsistensen. Så er det nu man skal smage på ketchuppen. Skal den have mere sukker, mere syre eller en ekstra gang krydderi? Det er vigtigt at smage sig frem til lige netop den kombination man selv kan lide. Jeg ved ikke hvordan de får ketchuppen så blodrød i industrien. Når jeg laver det bliver det altså mere orange, men det er helt sikkert også mere naturligt. Små børn kan godt få lidt rødt udslet omkring munden når de spiser hjemmelavet ketchup. Det er ikke farligt og går hurtigt væk igen, men den koncentrerede tomatmasse er altså kraftige sager for små mennesker. Men de plejer nu godt at kunne lide ketchuppen, hvis man altså har lavet en nogenlunde børnevenlig version uden alt for meget chili. Amelia fik nu rødt udslet omkring munden i går bare fordi hun gnavede to hele tomater i sig som om det var æbler. Men det var væk på under en time. Så det er altså noget der også er i rå tomater. 
 De fleste af tomaterne fra den anden kasse blev kvartet og fik den sædvanlige krydder-behandling. De står i ovnen og tørrer lige så stille. Tomater skal have noget længere tid i ovnen end æbleringene, så det er smart at fylde ovnen op, når man nu er i gang.
 Jeg fik også købt sylteagurker og asier. De står og trækker i salt til i morgen hvor de skal syltes. Sådan nogle lækkerier er ikke til at købe i almindelige butikker, men de kan altså findes hos de gode etniske grønthandlere. Det er som om man i de kredse ikke har glemt sin barnelærdom angående hvordan man bruger frugt og grønt på samme måde som vi har. Heldigvis kommer jeg jo fra en slægt hvor den slags stadig er helt normalt, men mange kigger underligt på en når man siger man selv sylter frugt og grønt.
Det er vist mere normalt i dag at man er god til selv at lave sushi end at man ved hvordan man sylter agurker eller koger solbærsyltetøj. Mærkeligt.... Især når man tænker på hvor nemt det egentligt er, hvor stor en tilfredsstillelse man får ud af at have lavet det selv, og især når man smager forskellen på købt og hjemmelavet. Og hvis man får lavet for meget, så er sådan et glas hjemmelavet sylt eller et glas tørrede tomater eller æbleringe en fremragende værtindegave/fødselsdagsgave/julegave eller hvad man nu kan finde på. Folk bliver så imponerede. (De skulle bare vide hvor nemt det er). 
God fornøjelse med at prøve selv. Så kan vi jo lære vores børn, hvordan man gør, så den viden ikke går tabt, sådan som den næsten gjorde i løbet af de sidste par generationer.

3 kommentarer:

  1. Lækkert.man kan blive helt misundelig på de priser ,du får tomater til.
    Hjemme fik vi sukker-vanilje syltede grønne tomater.Det var uforglemmelig godt til den hjemmelavede blodpølse.
    Desværre ses de grønne aldrig til salg her på mine kanter.

    SvarSlet
  2. Jeg plejer også at sylte et par glas af de grønne. De sidste fra drivhuset, der alligevel aldrig når at blive modne. Man kan også købe grønne tomater på bazaren, men det hjælper jo desværre ikke dig.

    SvarSlet
  3. Uha det ser lækkert ud, og du kører bare lods med ovnen, med solcelle anlægget er der ingen plads til dårlig samvittighed over det. Når jeg engang får tid bygger jeg en tørre kasse der kører på solvarme.
    Men indtil da, ind i ovnen med det der skal tørres.
    Knus fra en stolt Gemal.

    SvarSlet

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.