søndag den 25. marts 2012

Bi nu lidt...

Ja, bierne er ikke kommet endnu, men i går kørte gemalen og jeg en lang tur for at hente disse to smukke gammeldags bistader. De moderne er nemlig lavet af styropor, og mildest talt ikke særligt kønne. Dem gider jeg ikke se på i min have. Disse er lavet af en pensionist, der bruger vinteren på sådan nogle hyggeprojekter. Som I kan se, blev de stillet op i haven lige i skumringen. Senere skal der lægges fliser eller andet neden under, men jeg skulle da lige se hvordan de ville se ud på den udvalgte plads.


I dag benyttede vi det pragtfulde forårsvejr til at køre en tur på stranden og samle tang til aspargesbedet. Senere blev der slået smut og slikket solskin. Der er umanerligt smukt på de sydfynske strande.


Og til sidst blev årets første isvaffel indtaget på Assens havn. Se det er forår!


Vel hjemme igen og så kommer der lige et billede der viser hvor lovlydige vi er. Sidste år bestilte vi nemlig en smart postkasse, og den står fint og lovligt ved skel ud til vejen. Vi havde ellers vore kvaler, for hvilken moderne postkasse ville lige passe til vores gamle bindingsværkshus? Men den geniale opfindelse af internettet har jo gjort sådan nogle problemer til en bagatel der er til at overvinde. Vi er i hvert tilfælde glade for denne løsning.
Jeg håber at I alle har haft en lige så dejlig weekend som os.

2 kommentarer:

  1. Den er så flot jeres postkasse og jeg glæder mig til vi får vores byttet ud snart :)

    SvarSlet
  2. Hvor er den fin!

    SvarSlet

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.