Nu er det forår, og JEG har beviset!

Jeg havde det nok på fornemmelsen da jeg gik ud for at tage en runde i haven. Solen varmede faktisk. Solfangeren arbejdede på fuldt drøn og det var helt smålunt. Den første rigtige forårsdag i år. Og så så jeg den. En dejlig tyk humlebi der tumlede rundt fra krokus til krokus, helt drysset til med pollen. Så ved man at foråret er kommet for at blive. Jeg er lidt forelsket i humlebier, selv om jeg er blevet stukket af sådan en hele 2 gange, og det før sindsygt ondt! Men der er nu noget fascinerende ved deres hyggelige tumlen rundt fra blomst til blomst.



Det blåeste af det blå i forårshaven er mine dværgiris. Dem bliver der også flere og flere af hvert år. Jeg havde ellers læst mig til at de tit går til om vinteren, men heldigvis kan blomster ikke læse. Der står de, kun 10 cm høje og blomstrer hvert år midt mellem skvalderkålen. Dem skulle man måske købe lidt flere knolde af til efteråret.

Hønsene elsker at komme ud og finde grønt i haven. Her er de gået i krig med staudebedet. Og sådan nogle høns der får fri adgang til naturens spisekammer lægger æg med de smukkeste orange blommer. Racen er Barnevelder. Det er en stor høne der lægger fine brune æg.

Det lille træ er en ægte kastanje som min mor har givet mig. Den kommer fra deres eget kastanjetræ som i gode somre giver fine spisekastanjer.

Barnevelderhanen holder skarpt udkig. Hvis der kommer en rovfugl eller andet den ikke bryder sig om, så advarer han damerne om at komme i skjul. En hane er guld værd for hønseholdet. Han sørger for at der er ro og orden mellem damerne, beskytter dem og kalder når han finder noget lækkert at spise. Ja, haner er rigtig gammeldags gentlemen.

Og her er så resultatet af nogle andre af hanernes anstrengelser. I går klækkede der en lille flok kyllinger i rugemaskinen. De kommer til at tilbringe den nærmeste fremtid i et stort kaninbur. Når de har fået fjer på, og vejret er blevet lunere kommer de ud i hønsegården til deres forældre.

Mange tror at kyllinger altid er gule. Men det kommer helt an på hvilken race forældrene er. Der findes kyllinger i utallige forskellige farver og mønstre.

Grunden til at lyset er lidt underligt på billedet er at jeg har en rød varmepære hængende over kyllingerne. Den skal gøre det ud for den varme kyllingerne vil finde under deres mor. Kyllinger der vokser op på den her måde kan blive meget tamme, da de jo er vant til mennesker helt fra små. Sidste år kunne jeg ikke gå i haven uden at have en flok hanekyllinger rendende efter mig. De havde gået temmelig længe i kaninburet, fordi sommeren var så våd. Jeg nænnede ikke at sætte dem ud i en mudret hønsegård, så de blev utroligt tillidsfulde. Bare jeg åbnede døren ud til haven, så kom de styrtende. Og så måtte havearbejdet altså foregå på hanekyllingernes præmisser. Men hyggeligt det var det.

Men det er også lidt svært når man knytter sig så meget til sine dyr. Hanekyllinger kommer der jo mange af, og man kan ikke beholde dem alle sammen. Jeg har nemlig høns, både fordi jeg gerne vil have friske, lækre æg, men også fordi jeg får det dårligt bare ved tanken om at spise en industri-kylling. Jeg elsker en god kyllingesteg, men det skal være fra et dyr der er vokset op under ordentlige forhold. Så langt de fleste af mine hanekyllinger bliver spist. Men inden da har de haft et fantastisk hønseliv. De bliver ikke slagtet før de er mindst et halvt år gamle, og i mellemtiden har de rendt rundt i haven og på de omkringliggende marker og hygget sig. Helt anderledes end industriens vandpumpede (neutralmarinerede kalder man det nu) misfostre som bliver slagtet når de er omkring 5 uger gamle. Næ, mine egne hanekyllinger spiser jeg med god samvittighed, og så smager de fantastisk. Når man smager sådan en forstår man hvorfor kylling i gamle dage var noget man spiste til fest eller som søndagssteg, når det skulle være rigtig godt.