søndag den 11. marts 2012

Nørklerier, forårsrengøring i haven, og ellers bare weekend.


Lørdag lokkede min datter mig med i den lokale garnforretning. Hun skulle købe garn til et par babybukser. Hun mener der er en vis sikkerhed i at have mor til at hjælpe med at læse opskrifterne. Og kan jeg lokkes??? Svaret er helt entydigt. Jeg kan ikke går ind i sådan en forretning uden selv at komme ud med et par nøgler garn. De ligger i bunker flere steder i huset. Heldigvis blev der kun købt ind til et lille projekt denne gang. Et sjal/tørklæde i den fineste forårsgrønne farve. Jeg er ikke så god til at følge opskrifter, hverken når det kommer til at strikke, hækle eller lave mad, så mønsteret er selvkomponeret. Et aflangt bredt tørklæde hæklet i "muslingeskalsmønster".



Søndag blev jeg forårskåd,  så jeg kommanderede mig selv og drengene ud i haven til en gang forårsrengøring. Det betød at nu er drivhuset ryddet, de gamle aspargesgrene er knækket af og smidt på komposten og hindbærbeddene er klippet ned. Først var drengene møgsure over sådan at blive trukket væk fra computerskærmene, men da de først var i gang blev det rigtigt hyggeligt, og de fik da også indledt en slags ninjaslåskamp imellem gøremålene.


 I sidste uge havde jeg ladet mig forføre af nogle aldeles pragtfulde påskeklokker i Bilka. Der er jo ikke så meget andet der blomstrer så smukt på denne årstid, og jeg har længe savnet den enormt flotte påskeklokke der stod i vores gamle kolonihave.

 
Tænk, der var også nogle med dobbelte blomster. Og nu kan man se at de trives fint der hvor jeg har plantet dem ud. Jeg har et håb om at de vil brede sig stille og roligt. De kloge havehoveder siger at de frøformerer sig, så måske er der om nogle år nok til at plukke en lille håndfuld. Man har jo lov at drømme.


 Andre forårsblomster breder sig godt i vores have. For en del år siden lagde vi en masse forårsløg i et hjørne af græsplænen. Det er en i lille trekant der kan ses fra vejen, og når alting blomstrer kan man se at bilerne sætter farten ned fordi de lige skal nyde alle farverne. Lige nu er det nogle små krokusser der blomstrer, og man kan se at påskeliljerne er på vej.


Inde under hækken har vi sat en masse vintergækker, og man kan se at der kommer flere og flere i hver gruppe for hvert år der går. Faktisk er de tyvstjålet fra et hemmeligt sted i nærheden. Langt nede af en markvej ligger der et område hvor der hvert forår står en million vintergækker og blomstrer helt uset og ukendt for de fleste. Måske har der ligget en have engang, eller der er kørt jord væk fra en have og der er kommet en masse løg med. Lidt mærkeligt er det, men samtidig et helt fantastisk syn. For et par år siden luskede vi ned og gravede et par spandfulde vintergækkeløg op så vi kunne plante dem i vores have. Og man kunne næsten ikke se at vi havde taget nogle, men til gengæld nyder jeg synet af dem hver dag i denne tid.


Nu er der så mange at man endda kan tillade sig at plukke en lille buket og tage med ind i stuen. Hvad de fleste ikke ved er at når vintergækker kommer ind og stå i varmen så dufter de fint og yndigt. Jeg har en stor forkærlighed for vintergækker. De er så smukke og enkle, og så er det da helt vildt imponerende at se dem folde sig ud midt i en bunke sne. Sikke en  livsvilje de små yndigheder har. Det må man da tage hatten af for.


Og til jer af jer der er meget opmærksomme... Billedet bag ved vintergækkerne er et billede af mit kommende barnebarn. Og blitzen har så givet babyen et uhyggeligt lysende øje. Det er helt tilfældigt, men det er da en lidt sjov effekt, som jeg først opdagede da jeg uploadede billedet.

4 kommentarer:

  1. Dejlig forårs blog :) og vildt sjovt med det lysende øje hehe det blir nok en meget nysgerrig lille frækkert...

    SvarSlet
  2. det ser dælme fint ud det tørklæde !! :-)

    SvarSlet
  3. Sikke nogle dejlige billeder, jeg glæder mig meget til at komme hjem om små 14 dages tid. Jeg skal prøveflyve en ny rute hjemover, Iberia over Madrid, så jeg er først i Kastrup 1455. Jeg når altså ikke at lave mad inden du kommer hjem, hvis jeg når hjem inden din aftensmad pause. Kan heller ikke huske om du har lang eller kort fredag du har.
    Det glæder mig at der er gang i haven. Tror du ikke vi skal have fat i en af de der holdere til hø, så småfuglene ikke river vores nye tagrygning fra hinanden. Især nu hvor der blev sat 19 ekstra rede pladser op i vinters. Hvis du ikke ved hvad jeg mener, så har Carina og Peter sådan en dims.

    SvarSlet
  4. Uha en dejlig blog du har Henriette.
    Vi har jo de samme sjælehealende tendenser. Høns, have, garn fetish og kærlighed til mad og ikke mindst livet med drengebørn i huset ;)
    K.H Lene, Rungsted fra DFF

    SvarSlet

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.