fredag den 23. marts 2012

Coq au vin - my way

Ja undskyld overskriften, men da det absolut eneste fransk i mit ordforråd, drejer sig om at bestille 2 fadøl eller er nørdede madudtryk, så blev det sådan.
I dag kommer gemalen hjem. Sømanden i mit liv tilbringer halvdelen af året i Brasiliansk farvand, og er der noget han ellers sætter  pris på er det et godt hjemmelavet måltid mad, så jeg vil ikke skuffe ham. Og da denne skønne stegegryde fra Le Creuset er en gave fra ham, og den kom med pakkepost imens han har været på arbejde, så vil jeg samtidig vis ham hvor glad jeg er for den. Desuden sætter jeg stor pris på en opskrift, hvor opvasken er minimal bagefter!

Først har jeg skåret noget mager bacon i tern, og det bliver ristet af i røg og damp.


Så tages baconen ud af gryden og i med en masse svampe. Her en blanding af brune og hvide champignoner. De bliver ristet i baconfedtet. Masser af champignoner! Jeg er vild med svampe, og ungerne kan bare sortere dem fra, hvis de skulle lande på deres tallerken.


Op med svampene, og i med pillede skalotteløg.


Og så smider jeg også lidt hele små hvidløg i. Det ser ud af meget, men de bliver fine og søde efter en tur i den sorte gryde. Og jeg lover jer, at de ikke overdøver smagen overhovedet.


I morges hev jeg 2 landhaner op af fryseren. Vi bliver 6 til middag i aften, så der skulle gerne være nok. Dem har jeg så parteret i bryst, overlår, underlår og så halse og indmad. Gemalen ville blive skuffet over manglen på halse, og selv er jeg svært glad for indmaden. På de kyllinger man køber i supermarkederne kan man ikke længere se forskel på "det lyse og det mørke kød", men hos sådan et par hjemmeslagtede kyllinger giver det lige pludselig mening igen. Jeg ved godt at råt kød ikke er særligt fotogent, men I skulle da lige se hvad jeg mener. Hanerne har jeg flået inden de kom i fryseren. Dels er det hurtigere end at plukke, og dels så grydesteger jeg som oftest vores egne kyllinger, og blødt, vådt skind er der alligevel ingen der gider spise.


Kyllingestykkerne bliver brunet af i mindre portioner. Det klæder dem at få lidt farve.


Til almindelig hverdagsvin er denne her en af favoritterne. God kraftig smag, og til at betale. Den gør sig godt både i glasset og nede i gryden hos kyllingerne.


Så smuttede jeg ud i haven for at se om der var nogle krydderurter der havde overlevet. Timianen var fin, men laurbærren er vist gået til, men jeg snuppede nogle blade alligevel.
Så smed jeg champignoner, løg, hvidløg, kylling og krydderurter i gryden, godt med salt og peber på, og så rødvin til det næsten dækker. Nu skal det bare stå og simre en lille times tid, og når gemalen kommer hjem, så skal det bare hurtigt varmes op igen, og så kommer de sprøde baconstykker i til sidst.


I mellemtiden kan jeg så lige forme flutes, for det er det eneste tilbehør vi skal have til. Dejen er også smækket sammen i morges. Det er bare koldt vand, lidt økologisk gær og 2 forskellige slags mel, efter hvad huset formår, og så nok salt. Mange putter for lidt salt i dejen, og så bliver brødet kedeligt i smagen.


Uhm, hvor det dufter ude fra den sorte gryde. Jeg tror jeg gør hele familien glade i aften.
Og til dem der sidder og beklager sig over manglen på nøjagtige mål. Sådan nogle findes ikke i mit køkken. Tag en ske og smag på maden i stedet for. Så kan man tilsætte mere af dit eller dat som det passer en selv.
Velbekomme.

2 kommentarer:

  1. Hey Kusine det ser som altid mega lækkert ud, og så er det lissom om pizzaerne blegner lidt hehe... Hils dem allesammen, og håber maven vokser sig smuk og stor, rundt om det kommende barnebarn.... Og bare overse misundelsens grimme grønne farve ;)

    SvarSlet
  2. Weeeeeheeee, se det var mad der var værd at rejse langt efter. Trommeskindet er spændt og jetlaget er glemt for en periode.....

    SvarSlet

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.