onsdag den 7. august 2013

Selskabelige dyr og pasta med hjemmelavet pesto.

Jeg har jo måttet opgive at holde gæssene i indhegninger. Sommeren har været alt for tør, så græsset har ikke kunnet følge med. Og når gæs går frit, så finder man da lige ud af hvor nysgerrige de egentlig er... Kommer du ikke lige ud og leger mor? Tænk jeg synes lige de var små grå-gule dun-unger, og nu er de næsten fuldt udvoksede. 
 Det er heller ikke nemt at holde gang i strikkepindene. Hver gang jeg får sat mig til rette med en bog, en kop kaffe og strikketøjet i hænderne kommer der en kat og vil nyde det bløde strik, lege med garnet og generelt bare være selskabelig og helst også nusses lidt bag ørerne. Jeg er i gang med den der hedder "kjole med snoningsliv". Ifølge flere der har strikket den i original-garn bliver den gennemsigtig hvis man følger opskriften, så jeg har brugt en følgetråd. Min udgave bliver heldigvis ikke gennemsigtig. Der er altså ikke meget ved at være tvunget til at have underkjole på under en strikkjole. 
 Heldigvis fik jeg efter adskillige overtalelsesforsøg ekspederet Seuss ind og hygge sig med Harald i sofaen. Og nej, katten er ikke ved at flygte. Han slapper bare heeeeelt af.
 Sommersuccessen med basilikum i drivhuset vil ingen ende tage, så vi fik pasta med hjemmegjort pesto til aftensmad. Dertil en gang hakkede hårdkogte æg. Man skal jo spise sig igennem overskuddet fra hønsene. Denne gang lavede jeg pestoen i blenderen. Den blev fin og lækker og hold op hvor det smager godt. Aldrig nogensinde vil jeg igen overveje at købe færdig-pesto. Pesto er bare en sommerdelikatesse der kun skal nydes i sæsonen, ligesom asparges og jordbær m.m. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.