fredag den 2. august 2013

Ostefondue og enorme blåbær.

Ostetossen (den yngste af de langhårede) og jeg var alene hjemme i går aftes. Derfor endte det med at vi spiste ostefondue. Jeg varmede hvidvin, emmentaler og gruyereost op i gryden. Tilsatte et lille fed revet hvidløg og jævnede med lidt maizena udrørt i mere hvidvin. Som tilbehør fik vi kolde kogte kartofler, radiser, cornichoner, oliven og syltede løg, og så selvfølgelig brødtern til at dyppe i ostefonduen.
 Man kan ikke spise så meget ostefondue af gangen, så vi endte faktisk med at spise det i to omgange. Først ved normal aftensmadstid, og så som "natmad" igen. Jeg gad ikke gå ned og rode fjernlageret igennem og finde fonduegryden, så i en snæver vending blev det en almindelig gryde og en tevarmer med et fyrfadslys der gjorde det ud for fondue-sættet. Det gik fint, men kan nok ikke holde varmen i en olie-fondue. 
 Det er da en hyggelig lille anretning.
 I dag har jeg plukket amerikanske blåbær i haven. De bliver altså noget så enorme i forhold til de almindelige danske blåbær. Jeg mindes stadig da jeg som barn blev forkælet af nogle af mine forældres venner, og fik serveret danske blåbær med fløde. Uhmmmm. Det må have været et pillearbejde af rang at plukke bær til sådan en portion. Så går det lettere med amerikanerne. Alting skal jo være så stort derovre, og åbenbart også deres blåbær.
Jeg tror jeg skal have købt nogle flere buske til efteråret. Der er vist plads til dem i surbundsbedet. Dagens høst kan ikke give til et glas syltetøj, men der er nok til at drengene og jeg kan sidde og spise dem til dessert. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.