tirsdag den 15. maj 2012

Kagens dag. Vandbakkelser med hindbær-blåbærskum og kaffecreme.

I dag er det kagens dag, så jeg ville bage kager til ungerne. Snydt blev jeg så, da begge drengene ringede hjem og spurgte om de måtte sove ude. Hvad gør man så? Ja, junior manglede tandbørsten, så jeg tog på besøg med et fad kager under armen og en toilettaske til den yngste. 
Dagens kage var blevet eclairs med henholdsvis hindbær-blåbærskum til de yngste og kaffecreme til den ældre generation.
Os der har haft husholdning i skolen og gået til 4H-madlavning har opskriften på eclairs, eller som vi kaldte det: Vandbakkelser, på rygraden, så det var bare at finde frem til forne tiders barnelærdom.
125 gr smør og 4 dl vand koges i en gryde. Deri røres 150 gr mel til en fast dej. Når dejen er kølet lidt ned røres 4 æg i. Æggene skal røres i et af gangen. Tricket med vandbakkelser er at de skal i en 200 grader varm ovn og bages i ca. 25 minutter, og det er absolut forbudt at åbne ovnlågen inden tiden er gået.
Jeg kogte en almindelig vaniljecreme og tilsatte lidt stærk kaffe og en smule flødeskum. Lækker kaffecreme i halvdelen af de fine eclairs, og i den anden halvdel kom der hindbær-blåbær flødeskum. Det blev en stor succes hos både yngre og ældre omkring kaffebordet.
God appetit. Jeg håber I også har nydt kagens dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.