fredag den 18. maj 2012

Sokkestrikning, dronetavler og hvad foråret ellers byder på.

Den anden aften hvor jeg var helt mutters alene hjemme skulle madlavningen jo ikke optage hele aftenen. Og i brugsen var der tilbud på "Nu skal vi eddermame ha´ bønner" eller som de rigtigt hedder edamame-bønner. Sådan en portion er jo lige til at sidde og hapse i mens man læser en god bog. Et glas hvidvin til, og aftensmaden var hjemme.
 Ude hos bierne går det planmæssigt fremad med både honning- og yngel-produktion. For at holde varroamide-bestanden  nede skal man skære dronetavler ud en gang om ugen. Miden vil helst formere sig i droneceller,(det der bliver til hanbier) så dem skal der ikke være for mange af.
 Hønsene har fundet ud af at sådan nogle dronetavler er det rene guf. Fede lækre bi-larver og dejlig voks. Her var det et par landhøner der var først fremme ved dagens dronehøst.
 De skaldede damer, som de hedder herhjemme, fordi landhaner åbenbart synes at det er sexet at pille fjerene af damerne under parringsakten, nød serveringen i fulde drag.
Jeg er gået i gang med årets produktion af hjemmestrikkede sokker. Jeg er helt vild med de sjove farver man kan købe nu. Især de skønne "regnbuestrømper" er jeg helt betaget af. Dem jeg er i gang med nu er lyseblå og med et sjovt hulmønster. De bliver også rigtigt fine.Jeg har nemlig fundet ud af at man kan downloade nogle fede opskrifter på nettet, så nu må jeg vist til at blive lidt mere avanceret i mit sokke-strikkeri. Indtil videre går det meget godt, men det tager godt nok lidt længere tid, når der skal hulles og laves snoninger. Men det bliver også rigtig flot.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.