lørdag den 9. marts 2013

Hapsere og hyggemad

Den ældste af de langhårede drenge har en forkærlighed for bacon og chili. Begge dele er forenet i denne lækre lille portion hapsere. Små stærke chilier befries for kerner, fyldes med flødeost, omvikles med en halv skive bacon og så smides de ind i ovnen ved 200 grader til man synes baconen har fået nok. Stærkt og godt. Det kan anbefales at servere kold mælk til, hvis chilierne er stærke.
 Den yngste af de langhårede har haft bagning som valgfag de sidste par måneder. Hver torsdag glæder vi os til at se og smage hvad han har lavet i skolen. Denne gang var det foccacia med ost og tomat han havde med hjem. De var rigtig gode, og drengen var tydeligvis stolt af sine nyfundne evner med dej og ovn. 
 Den ældste er ikke så ferm med kager, men yndlingskagen kan han godt fedte sig til at mor laver engang imellem. Det er citron-marengs-tærte. Og da han forlader reden for at tage en uge til London og Cambridge med gymnasiet i aften, så skulle han da have en farvel-og-god-tur-kage i går aftes. Datteren og svigersønnen kom passende nok på besøg og kunne tage del i kagefesten. 
Svigersønnen kunne godt bruge et stort stykke kage. Ser han ikke dejligt tilfreds ud?
 Den ældste af de langhårede drenge havde fået lov til at lege med mors flammekaster. Det ser så smukt ud når der bliver brændt italiensk marengs. Jeg synes bare mit fine fad kommer rigtig til sin ret med sådan en kage på toppen. Det gode ved den opskrift er at man får brugt rigtig mange æg. Jeg tror jeg fik stoppet 9 æg ind i den. 2 i tærtebunden og 7 blommer i citroncremen og hviderne blev så til marengsen på toppen. Jeg bliver altid ret kreativ og overdreven i min brug af æg på den her tid af året. 
 Forårets bedste forret. Hjemmebagte blinis, cremefraiche med dild, rødløg og stenbiderrogn. Nøj hvor vi smovsede. Der skal heldigvis også mange æg i blinisdejen. Jeg bruger bare flere æg og lidt mindre af den anden væde end de fleste.
 De langhårede drenge havde valgt en lidt utraditionel morgenmad. De fik hver deres kokosnød. Vældig hyggeligt, og helt sikkert en helt anden smag end det der revne kokosnød man kan købe i poser. Det har jeg aldrig rigtig brudt mig om, men frisk kokosnød er helt anderledes lækkert.
Vi 3 voksne spiste nybagte boller og masser af blødkogte æg. Det var også godt.
Barnebarnets første forsøg på at spise brød. Mormors morgenboller er helt sikkert noget der gør godt i baby-mavsen. Hun fik gumlet sig igennem det meste af en halv bolle. Hende er der krummer i! Helt bogstaveligt. Der var så også krummer på gulvet, bordet og stolen, men det må man tage med, når smukke lille Amelia er på besøg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.