Det er en stor dag i haven i dag. For første gang har Frk. Blå vovet sig væk fra hønsegårdens psykologiske fængsel. Hun har troligt holdt sig inde i hønsegården, selv om lågen stod på vid gab, og alle hendes veninder og hanefar tog på udflugt. Men i dag kom hun ud helt af sig selv. Jeg opdagede hende da jeg alligevel skulle ud og tjekke røgeovnen og gå en lille tur i haven for at tjekke foråret ud.
For nogle år siden satte vi vintergækker i bundet på 3 løg under bøgehækken. Nu er bundterne blevet store og fine, og jeg glæder mig over dem hver dag på denne årstid. Løgene har vi gravet op på et hemmeligt sted, hvor der vokser millioner af vintergækker. Langt væk fra haver og mennesker er der engang endt et læs havejord fuld af vintergækkeløg. De har bredt sig så det er en fryd, og derfra hentede vi et par spandfulde løg, uden det overhovedet kunne ses.
Jeg tror ikke der er nogen blomst der gør mig helt så blød i knæene som vintergækker. Dels er det nærmest den eneste blomst der blomstrer af sig selv på min fødselsdag først i februar, og dels så elsker jeg dens ukuelighed, når den stikker hovedet frem i sne og kulde. Og så er den jo smuk og dufter så fint så fint. Hvad er der ikke at elske?
Da vi flyttede ud i vores lille hus på landet for godt 10 år siden var de eneste vintergækker i haven de fyldte gækker. De er også fine, men lidt vulgære og svulstige i forhold til de almindelige enkelte. Jeg kan faktisk bedst lide de helt almindelige, men de dobbelte står her og får også lov at være her. Man skal jo ikke være have-fascist.
Vi har også sat klynger med små krokus. Det er en eller anden lille spinkel sort og vi har dem i 3 farver. De fine stribede gule, mørkelilla og lyselilla. De breder sig også i stor stil. Det er så dejligt med forårsløg. De små vækster lyser så smukt op i haven trods deres størrelse. Senere på foråret og sommeren bliver alt jo bare større og større og farvevariationen bliver uendelig. Men lige nu er det hele enkelt, småt, smukt og spinkelt i udtrykket.
Man kan blive så forskrækkeligt bange, når man går der med næsen nede i jorden og så pludselig opdager en tot fjer der tydeligvis kommer fra en barnevelderhøne. Har der været en rovfugl eller en ræv på spil? Men ved nærmere eftersyn viste det sig bare at være en fuglerede der var faldet ned fra et af de store træer. Og de små fugle havde samlet masser af fjer fra hønsene til at fore deres lille rede med. Så kan genbrug da ikke være finere.
Når jeg går ud i haven er der en skrigen og basken fra alle havens små beboere. Vi fodrer godt, og det bliver belønnet med et mylder af liv i haven. Men de små stakler flygter straks op i toppen af træerne, når jeg kommer listende. Man ved jo aldrig hvad hun kan finde på, hende madmor...
De eneste der bliver på deres plads er min vejrhønsefamilie. De vogter så smukt over stråtaget og den blå blå himmel. Så fint et håndværk og så praktisk at have. Alt sammen forenet i et lille stykke kunsthåndværk.
Dem glæder jeg mig over at kigge på hver dag. Sådan lige sende et skråt blik op på taget bare for at sikre mig at de er her endnu og for at se hvad vej vinden blæser i dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.