Vores røde katte-drenge er faktisk blevet et godt års tid gamle. Men lad være med at fortælle det til dem. De må gerne blive ved med at være nogle narrestregs-ballade-fuld knald på-legesyge misser.
Shakespeare er en kasse-kat. Hvis der står en kasse et sted i huset, kan man være sikker på at der ikke går mange sekunder, før Shakespeare ligge i den. Nogle gange glemmer han bare hvor stor han er blevet.
Man keder sig aldrig, når man har katte.
Hi hi, vi har også en kassekat. Det er Amanda, der nu i 12 år har været først til ALLE kasser, der kommer ind i huset. De små er en speciel udfordring da Amanda er af den lavbenede og bredbagede type. Hun kan bruge meget tid på at regne ud, hvilket bagben der er nemmest at få op i den lille kasse - samtidigt med forpoterne. Det ser meget lidt komfortabelt ud - men prøves skal det åbenbart. Når der ankommer et nyt stykke værktøj eller elektronik til huset, er Amanda der med det samme. Lægger sig på kassen og venter - let utålmodigt - på at vi pakker ud, så hun kan få "sin" kasse. Vores andre to katte kan godt finde på at sove i en papkasse - men de har slet ikke den samme entusiasme som Amanda. MVH Kirsten
SvarSletJa, det er sjovt. Shakespeare og Seuss er helsøskende, og Seuss kan da også godt lide kasser, men Shakespeare er helt vild med dem. Om der står en baby og hamrer på kassen er fuldstændig ligegyldigt. Det er MIN kasse, og jeg bliver liggende i den! Så han bliver kærligt kaldt "kasse-katten". Man kan da ikke andet end sige nåååårh med blød stemme når han ligger der og kæmper med at være i den lille kasse.
SvarSlet