For et par år siden anlagde vi et surbundsbed. Vi manglede noget stedsegrønt i haven, og bedet ind mod huset var et levn fra tidligere ejere. Det var noget tilgroet med væltede kaprifolier og udgåede bambus. Ikke kønt. Min dygtige mand gravede, sled, slæbte og byggede et surbundsbed, og så kunne vi endelig tage på planteskolen og gå amok. Jeg ville gerne have et bed der var holdt i rolige toner, mens sømanden mere er til det vilde. Vi indgik et kompromis. Rhodondendron holdt i forholds vis rosa-røde nuancer, men med plads til et par stykker med pangfarver. 5 slags købte vi. 3 af hver og så nogle magnolier, hortensier og amerikanske blåbær. Til kant købte vi tyttebær og danske blåbær.
I beddet ved siden af blomstrer løjtnanshjerterne. De matcher fint i farverne. Jeg skal have fundet ud af om de kan gro i sur jord, for de ville være smukke mellem rhodondendronerne.
En magnolie jeg i sin tid fik af min farmor. Jeg tror den hedder Susan. Surbunds-beddet blev bygget rundt om den, så nu er den også en del af beddet. De 2 andre vi købte var en åkandemagnolie og en med lysrosa og mere afrundede kronblade.
Jeg synes bedet tegner til at blive rigtig smukt og harmonisk, og nu kan man endelig få et indtryk af hvordan det kommer til at se ud, når det gror rigtigt til i løbet af de næste par år. Der er altid noget at glæde sig til når man har have. Eneste skuffelse hidtil er hortensierne. De fryser helt ned hver vinter, så der kommer ingen blomster. Men det er hvad man kan forvente med de isvintre vi har for tiden. Hvis det ikke ændrer sig med tiden, så må de op, og der må plantes noget andet. Endnu en ting der skal tænkes over. En have er et projekt i evig forandring, og det er jo en af fornøjelserne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.