Den smukkeste blomst, og gris i grønt.

Herude på landet hærger skvalderkålen. Den gror overalt i min have. Og jeg mener virkelig overalt. Den er umulig at styre, og det er dæl´me hårdt arbejde at prøve at holde den bare lidt i skak. I forgårs blev den ældste af de langhårede sendt ud at trimme skvalderkål og brændenælder. Og her på matriklen kan det altså godt kræve ordentligt udstyr at give sig i kast med det projekt. 

Han ser da helt professionel ud, gør han ikke?

 Eden rose. Den dufter desværre ikke så meget, men magen til rose skal man lede længe efter. Dens blomster er store og fyldte som små kålhoveder. Den har fået plads på terrassen og et stativ at gro op ad. Egentlig skulle den skyde lidt i vejret, men det eksemplar jeg har er mere indtillet på at sætte mange og store blomster end at vokse op og blive en voksen rose. Den er tilgivet, for det kommer nok og den er så ualmindelig smuk mens den blomstrer at jeg bliver helt blød i knæene når jeg ser på den.

 Prøv lige at se den umage fjerkræ-søskendeflok. Gæs og kyllinger og edderfugl er lige gamle. De har alle fået en fin og næsten tæt fjerdragt, men hold da op hvor vokser de i forskelligt tempo. Nu er barnevelderkyllinger altså ikke kendt for at vokse specielt hurtigt, men gæssene og anden er da de vildeste når det kommer til vækst. 

 En anden af de smukkeste blomster i mit univers er pæonerne. Både bonderoser og silkepæoner hører til mine absolutte yndlinge. Ved havedøren har jeg et bed der består af mynte, pæoner og lyserøde høstanemoner. Det er alle 3 planter der vokser helt vildt og kan klare det meste. Dejligt med et bed der stort set passer sig selv.

 Jeg lavede gris i grønt den anden dag. Her er det grønne. Krydderurter fra haven og et par hvidløgsfed blev most godt sammen i den lille morter. (Jeg har to stenmortere. Og de er nødt til at være af sten. Jeg har smadret et par stykker af porcelæn i min tid...) Her er det timian, sar, salvie, mynte, rosmarin og løvstikke der får en tur i kværnen.

 Blandingen fra morteren blev rørt med lidt olivenolie og salt og blev smurt ud over en nakkekam. Den røg ind i ovnen i 4 timer ved 170 grader.

 Tilbehøret var en farverig salat af tomat, rødløg, agurk, peberfrugt, hvidløg olivenolie, æbleeddike og salt. Jeg starter altid med at skære tomater og agurk i tern, drysse dem med lidt groft salt og lade dem stå og dryppe af en halv times tid inden jeg blander resten af ingredienserne i. Ellers ender man med en masse væde i bunden af salatskålen, og det er ikke så lækkert som når det hele bare er svøbt ind i lidt olivenolie og eddike.

 Jeg køber dunke med olivenolie på bazaren. 5-liters dunke! De er ikke så handy at håndtere i køkkenet, men sådan en dunk er altså smart at have stående, så man altid har olivenolie i huset. For et par år siden fik jeg en lille olivenoliekande af mine svigerforældre. Det var en souvenir fra en af deres mange ferier, og jeg fik næsten indtryk af at de syntes det var en lidt pinlig gave. Jeg er nu vældig glad for min lille kande. Jeg fylder den op med olie fra dunken og har den stående i køkkenet og bruger den næsten hver dag. Og jeg synes da den er sød at se på. 

 Det er så smart med det der LCHF-mad for tiden. Vores middag med gris i grønt kan vist godt bruges i sådan en diæt. Det er nemlig blomkålsmos og ikke kartoffelmos der er i gryden. Det blev det møreste svinekød og den blødeste mos og så lidt knas og syre fra salaten. 

Og så lige et lille bonus-foto. De langhårede skulle da lige bevise at de godt kan løfte deres mor. Hyyyl.  Jeg er altså ikke en letvægter, så når folk sådan begynder at smide rundt med mig bliver jeg både bange og forfalder til hysterisk latter. Men vi overlevede alle 3. Uden dårlige rygge eller andet til følge.