torsdag den 27. juni 2013

Nu med Tiger...

Dr P4 Fyn havde udskrevet en konkurrence om at navngive de 2 nye sibiriske tigerunger i Odense Zoo. De skulle have russiske navne og de skulle begynde med d og r. Jeg sendte et par forslag ind, og i dag blev jeg ringet op af P4. Jeg blev inviteret til tiger-dåb!
 Jeg ankom glad og fornøjet. De små tigerunger lå ude i anlægget og hyggede sig med deres mor.
 Familieidyl i tigergården.
 Måltiderne skal passes, også selv om man er en stor og farlig tigerunge.
 P4 Fyn sendte live fra begivenhederne. Vindernavnene blev Dasha til huntigerungen (mit forslag) og Roman-Yuri til hantigerungen.
 Tigrene var ophøjet ligeglade med hurlumhejet. Men sådan er katte jo.
 Far Igor får ikke lov til at gå sammen med mor og børn. Han bryder sig ikke om pjat og leg, så zoo er bange for at han skal skade ungerne. Han blev fodret i går, så i dag lå han bare og sov. Det kræver sin tiger at fordøje adskillige kilo kød.
 Jeg fik et fint bevis for at jeg har adopteret en tiger. Det er så fedt. Jeg har altid syntes tigrene var de smukkeste dyr i zoo, så jeg er rigtig stolt over mit fine bevis og over at de valgte mit navneforslag. 
Hjemme ventede min egen lille stue-tiger. Han var ligeglad med at jeg havde været på tiger-besøg. Bare han får lov til at hygge sig på mit strikketøj, så rager det ham langsomt, at jeg svigter ham lidt til fordel for de store smukke tigre. Men dem må man ikke nusse på maven, så det er nu godt at vi har vores sofatigre derhjemme. Dem må man nemlig nusse lige så tosset de vil. Og når de ikke vil mere, så går de deres vej. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.