lørdag den 9. februar 2013

Lammekoteletter og citronfromage. Og det er stadig pomeranssæson!

Nogen gange rammer man bare lige i plet med middagen. Jeg synes selv jeg ramte bulls eye i aften. Den anden dag havde jeg købt lammekoteletter i bazaren. Dem marinerede jeg i pomeranssaft, chili, hvidløg, honning og lidt olie og salt, og efter en times tid i den blanding kom de en tur på den varme pande.. Kartoflerne kom i ovnen med lidt salt, olie og krydderpeber. Mango-koriandersalaten er magen til den jeg lavede den anden dag, og til sidst lavede jeg en dressing til kød og kartofler af creme fraiche, hvidløg, salt og en masse hakket mynte. De rosastegte lammekoteletter smagte himmelsk, og det stærke fra chilierne blev opvejet af den friske myntedressing. Helt sikkert et match made in heaven.
 Jeg nåede også at smække min absolutte yndlings-dessert sammen. Selvfølgelig med et pomerans-twist, nu det er sæson. Citronfromage har jeg elsket fra jeg var lille, og bestilte det altid til min fødselsdag. Når det er pomeranssæson har jeg en undskyldning for at lave det en ekstra gang. Jeg elsker nemlig når den er lavet på halvt pomeranssaft og halvt citronsaft. Jeg kommer også den revne skal fra et par pomeranser i. Det giver bare lige fromagen det lille løft i smag der får englene til at synge. Og når æggene kommer fra høns der har gået frit i haven og fundet grønt, så bliver fromagen rigtig flot gul. Sådan en farve opnår man ikke med købeæg, lige meget hvor meget industrien fodrer deres høns med paprika for at opnå gule blommer.
Velbekomme. Jeg er mæt og glad. Jeg tror min gravskrift skal være: Hun spiste ikke for at leve, men levede for at spise.
P.S. Lad lige være med at fortælle min badevægt om aftenens middag...

1 kommentar:

  1. Uuuuuh det ser godt ud, jeg vil så nøjes med hvad Katte Ville Vælgem Max kan "fremtrylle"

    SvarSlet

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.