torsdag den 2. maj 2013

Flyttedag i hønsegården og i spirekasserne.

I de sidste par uger har de store New Hampshire-kyllinger haft til huse i det lille hønsehus. Godt indlogeret med vand, mad og varmelampe. Men nu er nogle af landhønsene flyttet, så over med de sidste landhøner til barnevelderne, og da det var dejligt solskin i dag, kom kyllingerne på udgang for første gang.
 Først kiggede de forsigtigt ud på den store verden, men det tog ikke langtid før de regnede trappen og hønsestigen ud. 
 Jeg havde endda været så fræk at placere deres vandbeholder nede i gården, da jeg fyldte den op, så hvis man var tørstig måtte man ud. Der gik ikke lang tid før de fandt ud af at det var spændende at gå på opdagelse i hønsegården. Der blev skrabet, sandbadet og slikket solskin til den store guldmedalje. I aften må vi nok ud og samle dem op og putte dem op i huset til varmelampen. Det er nemt nok at finde ud, men kyllingehjernerne har lidt svært ved at finde ud af at gå op i huset der første gange de er ude. Sådan plejer det i hvert tilfælde at være, men måske er det anderledes med de fremmelige New Hampshire. Det får jeg at se i aften.
 I mens jeg flyttede rundt på fjerkræene holdt katten øje med at alt gik rigtigt til. Bagefter hyggede jeg mig på hønsebænken. En kande kaffe blev båret ud, og så var det bare at nyde synet af fjerene der nød livet i gård og have.
 Vores solfangere er snart helt underminerede. Der er altid tørt og godt, så hønsene elsker at sandbade der. Her tager Hr. og Fru Barnevelder sig et velfortjent bad mens Mrs. Robinson kigger efter at alt går ordentligt for sig.
 Der er næste kø på badeanstalten...
 Er han ikke smuk? Barneveldere har de smukkeste rød-orange øjne.
 Prøv at se det smukke skær i fjerene. Ikke mange racer skinner så smukt i solen som barnevelderne.
 Og så giver de æg med smuk orange blomme. Frokosten var en dejlig æggekage med røget laks og purløg.
 Jeg fik også pottet tomater om i løbet af formiddagen. Det er nogle forskellige sorter som jeg selv tager frø af. Bl.a Old Ivory Egg, Nogle sorte, pink og røde tomater, Green Zebra og Sungold. Sungold er min yndlingstomat. Den smager helt fantastisk, men jeg kan godt lide at have tomater i mange forskellige farver. Sådan en mangefarvet tomatsalat er noget af det smukkeste og lækreste man kan spise om sommeren.
 Der er også pottet jalapeno-chilier og artiskokker om. Planterne ser altid lidt trætte ud lige når de er blevet pottet om, men i morgen står de strunkt og vender sig efter solen igen.
 Så blev der nemlig plads i spirekassen til at så squash, græskar, agurker. Ærteblomstfrøene ligger i blød og bliver sået i aften. Og i et af højbedene blev der plantet vinterporrer ud. 1½ række blev det til. Hver række er på 6 meter, så der bliver masser af porrer, men de skal nok blive brugt med al den suppe jeg koger om vinteren. Åh hvor er det dog dejligt at solen endelig får lokket mig i haven.

3 kommentarer:

  1. Så fandt jeg ud af at få min kommentar igennem ;) Flooootte høns :) a glæer mæ te lørdag ;)

    SvarSlet
  2. Det kan jeg godt forstå. Husk at få sat en bænk op ved hønsegården. Du vil komme til at bruge maaaange timer der med at sidde og drikke kaffe og glo på høns.

    SvarSlet

Skriv endelig en lille hilsen. Det er altid hyggeligt at høre fra jer.